Kære Joan
Jeg er 39 år. Havde kæreste i 3 måneder på 42 år. Blev gravid. Kæresten skred, og jeg hørte ikke fra ham, før jeg var 6 måneder henne. Så ringede han, ville 'på sigt gerne finde ud af noget'. Han er stadig forelsket.

Han besøgte mig, vi talte, det er en proces for ham med angst, ansvar etc. Må endelig ikke presse ham. Og siden har vi drukket kaffe ca. en gang om ugen, talt om løst og fast. Og jeg har 2 uger til fødsel. Forstår ikke, vi ikke har brugt tiden til at være mere sammen, at vi ikke ses mere. Udover det siger han, at det er en proces, og jeg ikke må presse ham.

Tager han pis på mig og spilder jeg min tid? Enten føles det da rigtigt eller forkert? Hvor svært kan det være at vide, hvad man vil? Jeg har mest lyst til at bede ham ryge og rejse, da jeg føler trang til at passe på mig selv.

Hilsen den gravide

Kære gravide
Din 42-årige ven er sikkert en inkaneret ungkarl, der ikke har haft spor travlt med at binde sig og få børn. Og da du opdagede, at du var gravid, og fortalte ham, at du ville beholde barnet, vidste du sikkert godt, at det ville skæmme ham fra vid og sans.

Han har givetvis aldrig set sig selv som en far-type, og hans største frygt har øjensynlig været, at der en eller anden dag skulle komme en kvinde og sige, at hun var gravid med hans barn. Og så skete det!

Fra nu af vil han gå med dårlig samvittighed over, at han har et barn, som han ikke ser. Han kan muligvis slå det hen og fortsætte som før, eller han kan se frygten i øjnene og melde sig på banen som weekendfar.

Jeg synes selvfølgelig, han skal udvikle sig og blive en engageret og kærlig far, men spørgsmålet er, om du gider gå alt muligt igennem med ham, før han bliver denne gode far. Du er jo en erfaren 39-årig kvinde, som er moden og dygtig nok til at få et barn alene. Det er jo sådan set dit valg fra starten. Mon ikke du skal holde dig til den beslutning og bruge energien på dig selv og dit barn?

Kærlig hilsen Joan

Så kører møllen igen. Karl-Mar Møller er blevet kastreret, og det hedder nu klitten er gud. Luk røven mand. Sperm mig i mit skræv, og host så op med de børnepenge.
Se hvad verdenen er blevet til. Et sted hvor kvinder har carte blance og mænd ikke kan vinde.

For det første. Ja, han tacklede nok ikke lige de situation med at hun blev gravid sådan alt for stillistisk smukt. Men efter tre måneder!! Ja, mit hoved havde da nok også snurret adskillige omgange ved sådan en melding om en nyankommet kønssygdom. Tre fucking måneder er ikke engang tid nok til at lære hinanden at kende. De var ikke engang kommet til det stadig der hedder "nul sex" længere. Men han skulle nok lige have blevet og taget en dialog.... Men det ved vi selvfølgelig ikke om han har gjort, for vi er her kun blevet præsenteret en side af sagen.

Men kære gamle øgle. Giv manden ting til at bekæmpe sin angst. Han er der. Han prøver. Han har ikke givet op.

Men hvad er det for noget Joan skriver:

Jeg synes selvfølgelig, han skal udvikle sig og blive en engageret og kærlig far, men spørgsmålet er, om du gider gå alt muligt igennem med ham, før han bliver denne gode far. Du er jo en erfaren 39-årig kvinde, som er moden og dygtig nok til at få et barn alene. Det er jo sådan set dit valg fra starten. Mon ikke du skal holde dig til den beslutning og bruge energien på dig selv og dit barn?

OM HUN FUCKING GIDER!!!! Sidst jeg tjekkede efter, så skal der to til at lave et barn. En kusse og en pik. Sådan vil det være, indtil videnskaben selv kan lave sperm. Det for helvede ikke hendes beslutning alene. Hvis det er hendes beslutning alene, så skal i slet ikke sidde og tude over, at manden er skerdet, når det åbenbart er noget kvinder kan gøre alene. DIT BARN. Det er fucking deres barn, din kasteforskudte øgle. Glem ikke det. Han har også noget at skulle have sagt. Ihvertfald sålænge der er myndigheder til, som satser på forældremyndigheder og børnepenge.

Lad for guds skyld lade den mand skrive ind og høre hans side.