I et blogindlæg for lang tid sinden himlede jeg noget om, at jeg var begyndt at læse igen. Sååårn ræææædi begyndt at læse.... Men så blev der helst stille!

Still reading though.

Efter jeg havde læst Glamorama, kastede jeg mig over William Gibsons Pattern Recognition. Første bog jeg har læst af den meget roste William Gibson, men jeg blev vist lidt skuffet. Og hvorfor skuffet? Nok fordi jeg ikke helt havde sat mig ind, hvad bogen handlede om. Så historien var måske lidt tynd for mig. Omvendt er det stadig et godt forfatterskab. Der er meget dybde i hovedpersonen, og beskrivelserne er meget detajleret. Det tog mig usædvanligt lang tid at læse den, og jeg tror måske at det meget farverige engelske sprog engang imellem afskrækkede mig fra, at tage bogen op. Jeg havde vel nok forventet mig noget mere sci-fi end det reelt var. Oh well.
I sidste ende nød jeg nu at læse bogen, og jeg læste da også skidtet færdig. William Gibson er hård kost, og man skal have en god sproglig forståelse.

Og så i en helt anden boldgade.
Andy Nichols Scally var næste bog, og en genre jeg er lidt mere velbevandret i. Hooligan biografier. Det er altså underholdende læsning. Ikke så meget for slagsmålene og volden, men tilgengæld de HELT igennem absurde situationer de her folk ender i, og hvordan de kan grine af det bagefter. Humoren er fantastisk, og kulturen er tiltalende, hvis man er betaget af bodega kulturen, ligesom jeg er.
Sproget er meget sasal, og lidt trist er, at de i denne genre ALT for ofte vælger at basere bogen på det talte sprog, fremfor det skrevne. Så fortæller stilen er som de taler til hinanden. Det kræver lidt insiderviden i den engelske fodbold lingo, men ellers er der ikke brug for at have en ordbog liggende.

Scally er en af de bedre bøger i denne genre. Gode historier, som virker sandfærdigt beskrevet (en konklussion dannet på baggrund af alt andet jeg har læst). Scally er klart en af de bedre bøger, som også fortæller om hvordan udviklingen har været igennem 30 år i England. Hvordan kulturen udvikler sig, for det gør den.

Klart en af de bedre hooligan biografier. Underholdende læsning, der giver lidt indsigt i kulturen, men på ingen måder en bog, som giver dig yderlige livsindsigt.

Og derefter tilbage til den gode gamle Bret Easton Ellis. Lunar Park stod den på denne gang. Glamorama havde virkeligt gjort mig varm på Ellis fortællerstil igen, og Lunar Park skuffede virkeligt ikke. Den starter langsomt, men den kommer virkeligt igang. En utroligt spændende historie, som - stensikkert - tager røven på en. Spændende og underlig på samme tid.
Lunar Park er semi autobiografisk, og er baseret på Ellis eget liv, i en hvis grad. Selvom den handler om ham, formår han alligevel at føre os ind i de rige og berømtes overfladiske misbrugsliv. Og det er den verden der virkeligt fanger mig. Forfaldet i de menneskers liv labber jeg virkelit i mig.

Lunar Park var en nydelse, og en ligeså stærk bog som Glamorama og American Psycho. Glimrende.

Pt er jeg igang med at læse Jeff Lindsay's Darkly Dreaming Dexter, samt et HAV af faglitteratur. Det sidste vil jeg lige komme ind på senere.

Samtidig så genlæser jeg Winning Low-Limit poker, af Lee Jones. En god bog, som giver en masse tips og indsigt i at spille limit poker. Men jeg vil lige læse den noget mere, før jeg dømmer den helt