Kl 0915 sad jeg så på Ortopædkirugisk ambulatorium og kæmpede alvorligt med at holde mig vågen. Tyve minutters indædt kamp mod søvnen senere, blev mit navn kaldt op, og jeg blev vist ind i et .... nyt venteværelse. Dog med mere ro. Et slags VIP område for tilskadekommende. Blødende folk med mistede lemmer, stod og sukkede bag glasdøren efter den luksus jeg nu svømmede i. Mens jeg sad der og klynkede af angst, fordi jeg bag en af dørenen kunne høre noget maskineri snurre svagt under smertelig barnegråd.

En dreng, som var blevet VIP opgraderet før mig, kom pludselig ud af det rum, hvor jeg skulle ind. Jeg huskede hvordan han havde haltet ind, og nu kom han pludselig dansende ud.
"Hvad satan..... Hvad har de givet ham?"
"Hvorfor har jeg ikke fået noget af det?"

Barnegråden betød intet for mig mere, og jeg ventede nu med spænding på at skulle ind bag dør nummer 7.

Men hvor skuffet tror i jeg blev.

Jeg kom ind.
"Du er ikke kommet dig endnu"
".... nej!"
"Tag sko og bukser af, så kigger vi på det"

Op briksen, og efter at have hevet i mit ben i 2 minutter, så var dommen klar.
"Kikkertoperation"

Og det er så det, jeg har i udsigt. Jeg aner ikke hvad det vil indbringe, ud over en kikkert i mit knæ, og at de vil reparere det der nu engang ikke virker. Men KAN de det, nu når de endnu ikke ved hvad der er galt?

Mit knæ er stadig fuld af vædske, og jeg kan endnu ikke gå ordentligt. Benet kan ikke strækkes ud endnu, og jeg er fuldstændigt smadret i det andet knæ af kompensationssmerter.

Nu afventer jeg besked fra privathospitalet, hvor jeg er blevet henvist, da der er mere end fire ugers ventetid hos det offentlige