Så sidder man her og rådner op i sit barndomshjem.... eller ihvertfald i min fødeby. Det er ikke specielt spektakulært, hvis jeg skal være ærlig. Det er faktisk noget nær dødens pølse. Indskrænkethed og Janteloven er en dyd her. Janteloven er så meget en dyd her, at Axel Sandemose valgte at bo i Norge istedet for, og det siger altså en HELT del om et sted.

Men julen skal jo fejres i familiens skød, og i år slipper jeg ikke uden om det. Efter at have holdt jul i Sandemosk skjul i norge, har jeg i år været nødt til at vende hjem og stå ansigt til ansigt med mine søskende. I år var der ikke rigtigt noget at gøre.

Well - det er ikke så slemt. Jeg er nået en alder, hvor jeg ikke hører så godt længere, og parforholdet har lært mig at nikke på de rette tidspunkter. Jeg føler mig rustet til at spise flæskesteg med neandertalerne i morgen. Tilgengæld har min nye skade så reddet mig fra at skal danse om juletræ. Ingen "ræven rask over isen" til mig i år.

Men jeg er ikke den store julefan. En ting er at mødes med familien. En anden ting er at mødes med familien under påtvungede omstændigher og en falsk fornemmelse af samhørighed. En stund, man er sat i, fordi at Jul fucking skal fejres for alle sejl. Gud og hver mand stormer ud og køber sig fattig i meningsløse gaver, når de små gaver i hverdagen egentlig er dem man allerhelst vil have. Fuck da om jeg får to nye sofapuder og et frotte lagen, som kommer til at klø mig ihjel, jeg vil hellere have haft lidt i hverdagen. Der hvor jeg mangler det. Mit liv får ikke 12 måneders ekstra overskud, fordi jeg sætter mig ved et bord, og æder steg og taffelships med folk af samme blod som mig selv. Langt fra.

Forstå mig ret. Det er ikke fordi jeg er utilfreds med min familie. Det er hele det her koncept jul. At vi helt psykopatisk begynder at kigge på gran og julestjerner midt i oktober månede giver mig et mavesår. At folk midt i december snakker om det stress de lider under, for hvordan skal de blive færdig og klar til juleaften..... Det er jo det nemmeste i verdenen.

Det er som om at man forsøger at genopfinde alt, for at hyggen skal være fuldstændig. Alt i mens vi skaber os, for at få det hele til hænge sammen, så er der nogen der fodres og floskler og flotte billeder af ting vi bør købe til overpris, til dem vi sætter pris på. De samme mennesker som mindre end 10 dage efter, cutter prisen med 30%.

Julen er markedsmekanismer, og jeg kan virkeligt ikke lade være med at tænke på det, når jeg forlader mig spartansk oppyntede hjem (nul julepynt, dog et orange løvepenalhus), og skal se på alle de ting kræmmerne sætter i værks, for at få os til at bruge flere penge. Det er rystende så mange penge folk bruger.

Jeg vil egentlig ønske, at folk brugte lidt flere kræfter på at værdsætte hinanden i hverdagen. At de tog lidt færre timer på arbejde. Lidt færre timer på sofaen. Lidt færre timer med at gøre nytteløse gerninger, og så have den sammenkvem, der stresser så meget for at gøre perfekt i julen. Jul betyder ikke en skid. Det er en tom floskel. Den holder noget magisk for de helt små. For mig er magien væk. Faktisk er det en ren forbandelse.

Derfor skal i ikke forvente, at jeg håber på trenden med kæde sms'er til hele sin telefonbog, hvor man fyre endnu flere floskler og juleklicher af. Jeg vil skrive 5 jule smser i år, og jeg vil mene hver en en af dem. De vil have betydning og mening, og de vil komme til folk, som jeg hele året har fortalt hvad jeg syntes.