Først et par undskyldninger af den slags, vi alle hader.

Manchester City er ikke et hold man skal være ked af at tabe til, hvis man er et dansk superliga hold. AaB manglede Risgaard og Wæhlers og Olfers.
Det var vist det, af undskyldninger.

Men i guder hvor er det typisk, og hvor er jeg træt af det. Efter kampen i Manchester åbnede jeg ingen aviser dagen efter. Læste ikke på nogen sportssider på nettet. Holdte mig væk fra mediernes beskuelse af kampen. Ja alles anskuelser af kampen. Sagen er den, at det nemlig ikke var noget almindeligt nederlag. Alle andre dage, vil det ikke være nogen skam at tabe til et Premiere League hold. Men denne gang var det.

Det var det fordi, at for en gangs skyld, så pakkede AaB den nordjyske ydmyghed væk. Væk med jantelov. Væk med den kroniske underdog status. Væk med pli. Væk med forsigtighed. Væk med underdrivelse.
Det blev erstatet med hovmod, stolthed, troen på egen formåen, arrogance og drabet på en underdog.
Dagene op til kunne man fra AaB lejren læse kommentare som, "vi er bedre end FCK", "Vi er ikke bange for nogen", og en af trænerne omkring AaB, Per Westgaard, mente sågåar, at AaB var favoritter.

Sandt at sige, så var AaB også i en favorabel position, da City var uden Craig Bellamy, og generelt ikke er fem potter pis værd. Men vanen tro, så skal der ikke meget uheld til, før AaB er mærket, grundet den konsekvent troen på en smal trup.

Så efter at AaB havde stukket næsen frem, og melet deres egen kage, og mere eller mindre sagt, "vi er faktisk ganske gode", så kunne det jo selvfølgelig kun ende på en måde. Som en farce. Efter at AaB havde talt deres egen værdi op, så gik de på banen og leverede en pauver, uninspirerende og talentløs indsats mod et ordinært Manchester City hold. Og det kunne man da ikke have andet end forudset. Og det i et land, hvor man sateme ikke skal sælge noget skind før man har skudt hele bjørne familien.

Og jeg brækker mig. Jeg brækker mig, fordi i FCK sidder de og skraldgriner af AaBs tomme arrogance. Fordi alle de københavnske bladsmøre ELSKER at tvære historien ud i hovedet på den skråsikre Lynge Jakobsen. Jeg brækker mig fordi at AaB ikke havde nogen grund til at være så meget oppe på tæerne. Det hele var bare dømt til at gå galt, og det sker ALTID når AaB smider den nordjyske ydmyghed fra sig. Som AaB fan gider jeg ikke læse, at jeg er til grin.

Og det oven på, at den Ståle, den hjerteløse satan, begyndte at ævle om, at AaB spiller kedeligt drillo fodbold. Den tager vi lige bid for bid. Hvis der er et hold der spiller kedeligt i den danske superliga, så må det unægteligt været FCK. AaB spiller flot kombineringsfodbold, hvilket man bl.a. så mod La Coruna.
Men nu begynder den danske presse at skrive om, at AaB kun spiller lange bold. Det er så latterligt. Kritikken kommer halvandet år for sent, og AaB spiller ikke længere med lange bold. Da Rade Prica hærgede den danske superliga, så spillede vi med lange højde bolde op til Prica. Alt andet vil være åndsvagt, når nu Prica var så stærk. Men det er altså halvandet år siden, at Prica rejste. Halvandet år siden at AaB måtte lige spillestilen om, da de ikke længere havde den stærke targetmand på toppen - en plads vi dog ukristeligt meget savner. Så hvorfor skal det nu til at være et emne nu. Det er patetisk, men det siger meget om de danske sportsjournalister.

Men det er så typisk. Pipper man lidt op, så bliver man sparket i munden.