Igår slog det mig, om jeg skulle prøve at give afkast på alt hvad jeg tror på. Det værende sig ideologisk og teologisk. Om jeg skulle prøve at sætte et knæ i jorden, og bede Gud om hjælp. Om jeg skulle bønfalde ham om, at løsne op for dagligdagens knuder. Når alt andet er prøvet, er det så ikke en udvej man kunne prøve? Er det noget der koster? Hvad har det af omkostninger.

Mit forhold til religion og kristendom, har været ret turbulent. Jeg har altid været meget tvivlende omkring alt, og har sat spørgsmåls tegn ved de ting man tager for givet, bliver fortalt er givet.

Som barn bad jeg til Gud til tider. Når jeg følte der var brug for ovenjordisk hjælp, når jeg følte at min formåen ikke strakte, så bad jeg til Gud. Var det ikke oplagt? Kristendomskundskaben i skolen havde jo fortalt en masse historier om en ikke jordisk eksistens, som havde bragt os til verdenen på bare 6 dage. Fortalt om hvordan han havde testet os menneskers tro, ved at udsætte os forlidelser og prøvelser.
Jeg kan ærligt sige, at ikke en eneste gang har Gud svaret mig, og jeg mindes hellere ikke at de ting jeg bad om hjælp til, ændrede sig til det bedre.

Før min konfirmation var jeg overbevist om, at der ikke var nogen Gud.

Derfor sagde jeg til min mor, at jeg ikke vil konfirmeres. Ved flere lejligheder faktisk. Jeg erindre at min ene faster blev sur, og hendes respons var, "det kan du tro du skal. Vi skal da have den fest"
Så det var alt hvad den religiøse process var. En fest!

Fair nok - materialistisk om jeg altid har været, så tog jeg festen.
Men hvor følte jeg det hyklerisk, at skulle sidde igennem alle de timer i konfirmationsforberedelser. Hvor havde jeg svært ved at gå i kirke. Jeg kom der ikke alle de gange som jeg skulle, da det var så røvsygt, og meningsløst. Jeg var fuldstændigt smadret af kedsomhed i Kirken. gaaaab.

Manglen på Gud i mit liv, drev mig mod andre vider. Musikken begyndte at komme ind i mit liv. Heavy Metal og det at spille selv. Der var nogen af en forskel, at høre de Gnags bånd, som min bror havde overspillet til mig, og så begynde at høre Black Sabbath, Guns'n'Roses, Metallica, Slayer, Megadeth, Exodus, Bathory osv osv. Det blev opslugt af metal genren. Og med metal genren kom bevidstheden om Satan. Denne idoldyrkelse af Satan i metallen fangede mig. Sikkert fordi det var noget rebelsk eller frustration, over den manglende Gud.

Men hvis der ikke er en Gud, så er der vel hellere ikke en Satan?

Jeg blev optaget af satanismen. Jeg begyndte med at læse Anto Szandor Lavey's Satans Bibel. Der var ingen satan. Satan var en betegnelse for dyrken af det menneskelige selv. Et modstykke til kristendommens 7 dødssynder.
Det passede fint ind i mit kram. At man skulle tage vare på sig selv. I mange år, brugte jeg meget tid på at læse om ateistiske filosofier, og andet Satanisk litteratur.

Men der er gået snart 17 år siden da. Livet er anderledes ud nu. Og så var det at det slog mig. Med mine overbevisninger, og holdninger, kunne jeg så nogensinde underkaste mig den kristne gud? Kan jeg endda sige til mig, at der findes en gud og nu beder jeg ham IGEN om hjælp? Tænk hvis han svarede? Ville jeg kunne se igennem alle de år uden gud, og give afkast på mine overbevisninger, og så sætte det knæ i gulvet og sige "hjælp mig, kære Gud".

Det tror jeg sgu ikke.
Så hellere lide.
For ser man ud af sit vindue, hver dag, så er der intet der indikere at der er en Gud, og selvom han skulle svare en dag, så håber jeg, at jeg vil ignorer ham.

Men en interessant tanke. At droppe sit liv, som man kender det.