Mandag aften mailede jeg Tv2. Det gjorde jeg fordi, Martin Kampmann natten til søndag havde fundet hans tredje kamp i træk, i det amerikanske stævne Ultimate Fighting Championship (UFC). Hans 8 sejr siden det uheldige nederlag til Andrey Semenov i M-1, hvor Kampmann blev stoppet pga et cut.

MMA Atleter er hårdt arbejde sportsudøvere. De træner tre gange så meget som fodboldspillere. De konditionstræner, styrketræner og træner alle de forskellige aspekter i MMA. To-tre træningspas på en dag er normalt. For de fleste skal der også være tid til arbejde og social liv. Der skal trænes hårdt, for i MMA er der ingen distancer hvor man kan føle sig sikker.

Martin Kampmann fik chancen for en UFC kamp, da tog en kamp i WFA på et afbud. Med en overbevisende indsats mod Edwin Aquilar gjorde at UFC fik øjnene op for Martin Kampmann, og inviterede ham indenfor. Han har leveret varen lige siden.

Her er ikke tale om, at Martin Kampmann kæmpere i et lille show i København, Tyskland eller England. Det her er pt det aller største indenfor MMA. UFC er det største stævne. Det er cremen af cremen. Det svarer til, at Frantz Nielsen spiller NHL. At Daniel Agger starter inde hver gang for Liverpool. Det er en fantastisk præstation, at en danskere kæmper på det højeste niveau overhovedet i MMA.

Kampmanns submission sejr over Drew McFredries blev overværet af 19000 tilskuere og omkring en million PPV seere.
Men herhjemme er det kun en lille indspist skare der er vidne om hvad Martin Kampmann egentlig laver i USA, og hvor meget det betyder, og hvor imponerende det er.

Derfor skrev jeg til Tv2 i håb om, at de vil følge op på deres The Ultimate Fighter tv serie. Sandsynligvis får jeg ikke noget svar. Det vil dårligt ligne Tv2 at dække den slags seriøst. De har selv været med til at definere standarden for MMA her i landet, desværre