Sidder og ser Anden På Coke, og på et tidspunkt nævner han Gypsy Kings. Og så ramte det mig.....

Nogen gange, så erindres man ting, som man har gjort. Ting som man sikkert ikke er så stolt af. Ting man egentlig havde glemt, men pludselig kommer i tanke om det. Ting som måske har givet mening. Ting som virkede som det eneste rigtige at gøre. Ting man gjorde, fordi man vil blive glad for det. Lidt ligesom med trompet bukser, eller etage klipninger.

Jeg husker, for nogle år siden - sikkert tilbage i 1991 - der skrev jeg den ønskeliste som jeg plejer at gøre op mod jul. Ønskerne var som oftest bare vinyl skiver. Gerne en masse Thrash metal, som jeg havde forsket mig frem til, over HeadBangers Ball. Når man kommer hvor jeg kommer fra, så var den altid ikke så fandens nemt at anskaffe.

Tit så var mine plade ønsker musik, som inspirerede mig og gav mig inspiration til mig eget guitarspil. Nogen gange strakte jeg mig ud over Thrash- og Dødsmetal genren. Engang imellem skrev jeg ønsker på om plader med Steve Vai, Joe Satriani og Al Di Meola. Men på et tidspunkt..... så sprang kæden.

Her 15 år efter, undre jeg mig stadig over, hvordan helvede jeg kunne finde på at ønske mig en plade med Gypsy Kings, bare fordi de var 15 spaniolere, som hamrede løs på olivenolie indsmurte netto guitare. Det lyder jo ikke engang fedt.

Det er sgu en af de ting, som idag får mig til at krumme lidt tæer, og jeg skylder mange en familie medlem tak, fordi INGEN efterkommede mig det ønske, og købte den lorte plade til mig.