Jeg har, underligt nok, altid været en stor fan af Brett Easton Ellis. Underligt, fordi han til tider er rockerkedeligt, og arbejder med dybt overfladiske mennesker. Men hans fortæller evne er fantastisk, og hans sans for detajler og dialoger er utrolig. Det er egentlig også det jeg bedst kan lide ved at læse. Den udpenslede dialog, og de grafiske forklaringer. Og når Ellis forklare,så er det meget grafisk, og til tider også horribelt blodigt.

Jeg har læst American Psycho, Under nul, Uskrevne Regler, og nu Glamorama.

Glamora starter langsomt, panisk og dræbende. Den er kedelig, og det de første kapitler er overfladiske skænderier i mellem bøsser og jetsetter. Det er langtrukket, forvirrende, kedeligt, men også sært underholdende. De første mange sider i Glamorama er tunge at komme igennem, men når man først er kommet igennem bogens første del, så begynder den at tage fart. Alt det overfladiske og maleriske, er med til at tegne et billede af hvilke type mennesker vi har med at gøre. Og vi har med supoermodeller, hit musikkere, designere og skuespillere at gøre. Mennesker fra et miljø, hvor det vigtigste er hvem du er bliver set sammen med hvornår, og hvilket tøj du har på.

Det hele tager dog en drejning for Victor Ward, som er personen vi følger i Glamorama, da hans ligegyldige strejfen rundt i miljøet, begynder at koste, da han i hans iver for berømthed, træder folk over tæerne. Det hele ender i noget med europa og terrorister......

Glamorama er en fed fed bog, selvom slutningen er noget kaotisk og skuffende. Det er muligvis den bedste bog Brett Easton Ellis har skrevet (af dem jeg har læst ihvertfald), og den kan varmt anbefales. Personbeskrivelserne, handlingsbeskrivelserne og de meget blodige detajler er fantastisk godt beskrevet, og mange røde tråde dukker op igen og igen i bogen, hvilket får en til at imponeres over at Ellis kan holde styr på alle de detajler.

Det dejligt kick start på mit læse comeback