Ikke lang tid efter jeg har beklaget mig over mediernes rolle i cykelsportens velfærd, så trak Rabobank først Michael Rasmussen fra årets Tour, på den dag, hvor han reelt afgjorde løbet, og derefter trak de sig selv. Angiveligt fordi Rasmussen "angiveligt" har løjet om hans træningsophold i Mexico. Ifølge den italienske kommentator og tidligere cykelrytter, Davide Cassani, så skulle Rasmussen have opholdt sig i Italien i den periode, hvor han påstod han var i Mexico. Det ved Cassani, fordi han påstår at have mødt Rasmussen på en cykeltour i Dolomitterne.

Personligt har jeg fået nok. Vi har stadig farcen kørende omkring Landis, og hans skæbne. Astana og Cofidis er også historie i dette års tour, og nu Rabobank. Jeg husker den gang, hvor tourfeltet blev decimeret pga dårlige ben, skader og styrt. Nu er det pga doping rygter og mediehysteri.

Jeg forstår ikke at man trækker Rasmussen, pga formodninger og indicier. En cykelrytters ord er åbenbart ikke meget værd i disse tider, og alt hvad han siger skal granskes og analyseres. For vender man ordene, så er det ikke hvad han siger, men hvad han ikke siger, som skal dømme ham. Og dømt skal han nok blive.

Skulle Rasmussen vise sig, at indrømme der har været fusk eller doping involveret i alle de her satans rygter omkring hans "ikke være tilrådighed til dopingtest", så skal han parkere sin cykel, og blive væk.

Men ærlig talt, så er det ikke hvad Rasmussen har gjort, eller ikke gjort. Hellere ikke Vino. Hellere ikke Christian Moreni. Nej, det er OS som følger sporten, og DEM som dækker den. Vi må indse, at vores anti doping hysteri kvæler sporten. Vi er på rette vej til at gøre noget ved problemet. Men løsningen er ikke at tvivle på alle, at formode, at hvis noget ikke kan besvares til 100% tilfredsstilles, så er der tale om urent trav. Vi må indse at doping ER en del af sporten. At den ikke forsvinder. At et etisk regelsæt nu skal smide hold ud af touren, fordi NOGEN har en formodning om, at nogen ikke taler helt sandt, syntes jeg er ved at tage overhånd. En etape af Tour De France indholder mere kunstigt skabt drama, end Horton Sagaen, og det tager overhånd. De eneste der har nogen former for tilfredsstillese af alt det her hysteri er pressen. Vi andre trækker jo på skulderen og siger, "nu igen.... er der mere kaffe"

Babysteps.... Det er hvad det drejer sig om. Babysteps. Ikke hykleriske demonstrationer som Cofidis stod bag idag. Ej hellere fuldstændig destruktion af dopingsyndere. Vi kan ikke ændre utallige årtiers doping mentalitet hen over en weekend. Man må også spekulere i hvad det er der gør det så attraktivt at dope sig, og så måske forsøge at gøre det MINDRE attraktivt.

Ligenu står mit tidligere blodindlæg lidt i et spøjst lys. Jeg tror stadigvæk på, at Rasmussen har rent mel i posen. Det er jo trods alt set før, at visse tidligere udøvere har kommet med gode røverhistorier for 15 minutter berømmelse eller ussel mammon, for diskreditere enkelte ryttere. Men i morgen vil sikkert fortælle en helt masse andet. Personligt tror jeg bare, jeg vil spille Table Tennis i morgen, og så sige fuck det tour. Jeg orker ikke en hel etapes hysteri omkring hvor råden menneskeheden på cykel er