Lige for en kort bemærkning vender jeg lige tilbage til min blog. Jeg har egentlig ikke så meget på hjertet, men min fingre kribler for at danske hen over tastaturet. Det kribler for at skrive.

Men jeg har ikke så meget at skrive.

Ud over....

Jeg hader julen. Jeg har sikkert sagt det før, men jeg siger det lige igen. Jeg hader den. Det er noget af det mest overfladiske, materialistiske, stressende og sønderknusende der findes. Folk der fuldstændig kapitulere og krakkelere under julepresset/stresset. Alt skal være perfekt. Ingen må skuffes. Der skal købes gaver. Større, bedre, vildere end før. Til hvad gavn. 200 kr bringer dige ingen vegne. At folk bruger gennemsnitlig seks fucking tusinde kroner på julegaver er totalt uhørt. Ingen har en normal økonomi før henomkring April igen. Byen er fedtet ind i jylepynt. Folk stresser. Folk raser. Ingen kan finde en parkeringsplads. Folk skal stå i køb i 20 foretninger, mens unge små læringe tøser er ved at tude, fordi de har stået op hele dagen i de forkerte sko, og folk sviner dem til, fordi de ikke kan nå at pakke gaverne hurtigt nok ind, mens en eller anden stodder himler op over, at han kun har puttet 32 kr i parkometeret, og kun kan holde der i 4 minutter mere.
Vi, som samfund, kan ikke holde til det. Hverken menneskeligt, eller økonomisk.
Det er meget få mennesker der gavner af julen.

For mig er det overkommeligt. Jeg har ikke rigtigt noget familie, så de 4 gaver jeg skal købe, kan jeg nemt overkomme. Men jeg kan ikke klare den klamme falskhed, som kvæler mig, hver gang jeg går nogen steder.

Jeg har ikke skrevet i min blog i lang tid, fordi jeg ikke har haft overskudet. Arbejde, den sædvanlige god omgang sygdom, og så en helvedes masse bøvl med diverse offentlige instanser, har taget pippet helt fra mig. Jeg er godt rundt på gulvet, og da det er december måned, så er jeg slet ikke den eneste. Så jeg må klare mig selv. Da jeg er ret ensom, ud over Sheriffen, så er det stort set kun mit eget liv jeg har at smadre, så det går nok.....

Joan Ørting.... Jeg er helt stoppet med hende - for nu. Jeg har ikke haft rummeligheden til at læse hendes elendige brevkasse. Der har været større fare for, at jeg har givet mig til at græde, fremfor at skrive noget arrigt, hvis jeg havde givet mig til at læse i hendes brevkasse.

Men så snart jeg har været nede og skide, så kan det være jeg kigger på det