Næste fødselsdag i rækken af en del efterhånden. Jeg bliver idag 31 år. Det er en meget undelig alder at skrive ned. At blive 31.... Jeg har før været inde på det, at blive 30. Det er lidt en bizar ting, at sidde her og skrive i min blog, at jeg bliver 31. Bizart fordi, jeg havde ikke troet, da jeg var 21, at jeg stadig vil være den jeg er, når jeg blev 31.

Det er måske i mange henseender en god ting, og i en hel del andre temmelig skidt. Jeg vælger dog at fryde mig over, at jeg stadig har noget af det barnlige i mig, i en alder af 31. Bl.a. har jeg stadig økonomisk sans og rengøringstendenser som en teenager, hvilket er en af de mindre heldige ting. Jeg er dog stadig rasende tørstig og har bevaret en del af min barnlige humor. Mit helbred er ligeså dårligt, som da jeg var 21, så det kan jo være det samme.

Anyway - spøjst at man ikke bliver så forstokket og konform, som man egentlig forventede at man blev. Jeg er dog blevet lidt anderledes. Havde jeg 200 kr som 17 årige, så var det garant for 2 stk thrash metal plader. Har jeg 200 kr i dag, så er det lige med take-away og cola. Dovenskaben længe leve. Det nok der konformiteten har sat sig mest ind. Jeg er ikke så engageret omkring mine store passioner længere, og tager måske tingende lidt mere gelinde nu.

Men at fylde år denne gang er hellere ikke helt nemt. Jeg er nået en milepæl i mit liv. Efter samfundsnormer, burde jeg være på rette vej og være tæt på etableret. Det er jeg langt fra, men det er hellere ikke det vigtigste for mig. Det der virkeligt nager mig, er det skelvej jeg har fundet mig selv stå ved denne gang. Jeg har måtte vælge i de ting jeg kan lide. Skaderne har sat sit præg, og jeg har nu et meget stort tomrum i mit liv. Jeg savner min MMA. Jeg så Bodog igår, og jeg sugede stadig alt til mig. Deres gameplan, teknikker, escapes. Jeg savnede at have mine handsker ved mig. Om natten, når jeg vender mig i min seng, så laver jeg stadig sweepes. Er oppe og vende på albuerne, og eksplodere igennem. Det ligger stadig i mit, påtrods af, at jeg dårligt har trænet i 2 år, grundet skader. Og nu er jeg så skadet igen, og uanset hvor meget jeg har lyst til at træne, så tror jeg ikke det kommer til at ske igen.

Men anyway. Idag er det min fødselsdag, men alligevel en dag som så mange andre. Der kommer ikke til at ske noget som helst ekstra ordinæret, og dagen skal afsluttes på sofaen som så mange andre dage. Men det er bare underligt at blive 31 og opleve at ikke ret meget har ændret sig igennem de sidste 10 år.