Igår da jeg kom hjem fra træning, gjorde jeg noget jeg ikke havde regnet med at jeg skulle gøre. Jeg tog mine handsker og skinner ud af min taske, og puttede dem i en pose, og gemte den væk i en af mine skabe. Sandsynligheden for at jeg får brug for mine Fairtex handsker i den næste stykke tid, er lige 0. Det var nul.

Det her er nok et af de mest vemodige indlæg jeg nogensinde har skrevet, og det føltes overhovedet ikke godt på nogen måder.

Jeg var ellers godt på vej igen. Kroppen virkede sund og stærk. Var begyndt at arbejde rigtig godt med de forskellige skavanker. Mærker nærmest intet til den dårlige lænd, eller mine dårlige ankler. Mærker intet til mine skuldre. Jeg føler mig stærk.

Igår, hvor Skagen brødrende atter var nede og træne med, rullede jeg lidt med min meget gode ven Lars Besand. Jeg får ham vendt, efter han har haft mig mountet, og jeg prøver at komme ud af hans halfguard, hvor jeg sidder på hug.

Og så sker det!

Jeg føler det som tre små smæld, der kommer på en perlerække på indersiden af mit venstre ben, lige under knæet. Da jeg lader mig falde bagover, og ruller væk, mærker jeg hvordan mit knæ falder på plads igen. Det gør ondt, og jeg bliver ret overrasket og bange. Især da jeg føler knæet har været af led. Jeg bliver også bange, fordi det stort set var det samme der skete, da min menniske blev skadet sidste år i August.

Efter to minutter var min træning ovre. Selvom jeg egentlig følte det eneste jeg manglede for at komme igang, var lidt kondi.

Idag gør det ondt. Jeg kan ikke tåle nogen vrid i knæet, og jeg kan ikke støtte på benet 100% - stort set som sidste gang. Det knaser meget i knæet, mere end det plejer. Når jeg holder det i ro, gør det dog ikke ondt, men der skal ikke meget til for at fremprovokere en smerte.

Tankerne flyver selvfølgelig, når den slags ting sker igen, og min fremtid er selvfølgelig uafklaret. Men omvendt så tror jeg ikke på det længere. Det er selvfølgelig noget jeg har svært ved at sige, for jeg føler ikke jeg kan tillade mig at give op, når en som Kim har kæmpet sig tilbage fra hans skader. Men jeg skal hellere ikke lade mig narre og tro, at jeg rummer samme format som Kim. ALDRIG.

Men for nu, er det slut, og jeg tror ikke på det ændre sig. Jeg har pakket handskerne væk. De signaler jeg bliver ved med at få, må jeg nødvendigvis reagere på. Det er tid at ligge fokus et andet sted. Desværre.