Sidste år skrev jeg dette indlæg, da jeg fyldte år. Ikke helt overraskende så kom der en fødseldag mere, godt og vel 365 dage senere. Jeg blev d. 17 april 32 år.

Det at blive 30 var noget jeg skrev meget om. Især fordi det var noget jeg snakkede med mange om. Det med at gå i panik over, at man pludselig er blevet 30, men også hvorfor man gør det. Hvad det er der sker, når man bliver 30.

Men jeg er over krisen nu. Det er en to års fase, og sådan tror jeg de fleste har det. At man noget nemmere nu kan indse, at man er "voksen". Nemmere fordi man skriver "tre" "to", når man skriver i sin alder, frem for "to" "ni". Det er tallet "tre" der indikere skiftet i livscyklusen. Den der fortæller ens forfængelighed, at man ikke længere er ung nok til at stå og slange sig på Spirit lørdag efter lørdag. At man nu faktisk er vokset op.

Det behøver ikke ændre noget. Langt fra. Ens venner er vokset op også. Nogen knapt så meget, nogen mere end andre. Man skal lige bruge et par år på at fatte, at verdenen ikke bliver så satans meget anderledes, fordi man nu er i 30'erne.

Men jeg blev som sagt 32 år gammel d. 17 april i år. En fødselsdag jeg ikke husker så meget af, efter den tredje flaske rom kom på bordet, og en eller anden pludselig var overbevist om, at Branca Menta nok ikke var så slem en drik alligevel.

Men en fødselsdag er nu engang bare en fødselsdag. Jeg plejer at gøre noget jeg kan lide at gøre, og så egentlig bare holde mig for mig selv.

Så jeg har nu erkendt, at jeg ej længere er en vårehare, og krisen er ovre. Nu skal jeg bare have de sidste år til at gå, inden døden indhenter mig.