Ja så skete det. Forårets første sejr kom i hus. Et AaB hold med så mange skader i de defensive rækker, at forsvaret måtte udgøres af Kasper Risgård, Thomas Augostinussen, Thomas Kortegaard og Allan Olesen. Kun en ud af fire, er oprindeligt forsvarsspiller, og i Risgårds tilfælde var det hans debut som midstopper. Noget af omvæltning fra at være offensiv højrekant, til at være midstopper. Nuvel - AaB har nu altid yndet at omskole offensive talenter til defensive forglemmesler. Med Calif, Jon Færing og Michael Jakobsen ude, så var man jo allerede godt sortseende, inden de trådte ind på marken i Horsens.

Faktisk er man som AaB tilhænger, i denne sæson, ved at være kommet der til, hvor man sidder i en symbiotisk katatonisk tilstand, stirrende ud i luften og undrende.

Men de vandt. Fortjent 1-0.
Fortjent fordi Horsens afslutninger var så ringe, at de ikke fortjente at få bolden i nettet. Fortjent fordi ingen havde fortjent at se på det elendige fodbold, som for visse viasat kunder kom som et kærkomment afbræk i den hæslige 7½ timer lange optræk til kampen mellem BIF-FCK. En kamp der bliver spillet MINDST 3 gange om året.

Men hvad gør det. Holdet mangler stadig kvalitet, bredde og vilje. Spillet var stadig skrækkeligt, og havde Jimmy Nielsen ikke stået fantastisk, så havde det mindst endt 1-1, og så var status quo. Men Jimmy var på pletten, og det samme var spejderne fra Stavanger nok også. Men hvad nytter det. Man havde nok egentligt mest håbet, at de havde tabt, så hele verdenen (pånær AaB ledelsen) kunne se farcen var komplet. At vi skal have problemer med et holdt som Horsens, er forargende og skræmmende. Havde vi tabt, så havde vi i endnu højere grad haft en grund til at råbe på forandring. Men det sker bare ikke. AaB's bestyrelses formand har allerede fredet Lynge og Hamrén, så der er ikke noget at hente der. Faktum er dog, at vi stadig hænger i dyndet. Nu kan 3 sejre sikre os en 5. plads, og så er den nyligt revurderet målsætning opfyldt. En plads i top 6, og en ekstra hjemmekamp, så vi kan få lidt sorte tal på linje.
Jeg tror dog, at en fyring af træner og sportsdirektør i højere grad vil sikre sorte tal på bundlinje, og måske endda også folk på tribunerne

Nå, men Lynge fik da lidt ro, og han kan nu fortsætte sin hetz mod de AaB tilhængere der efter torsdagsfarcen mod Randers luftede sin utilfredshed i Sports Cafeen på Aalborg stadion. Undeligt navn på et klinkegulv der har samme charme som kantinen i et slagteri. Lynge er harm. Folk med børn og koner blev skræmt fra vid og sans af utilfredse fulde unge mænd, som sang smædesange og kom med skældsord. Det er godt nok ikke sandt, men journalisterne kunne jo ikke rigtigt skrive om fodboldkampen, så de fandt på en historie. En historie som Lynge vidste vil kunne fjerne lidt pres fra ham, hvis han snakkede om hvilke bøller der havde gjort dit og dat. Da vi sidste år røg ud til Horsens i pokalen (skisme om de ikke også kom fra en ringere række), der var Lynge også ude med riven. De grumme grumme fans. Ikke et ord blev der sunget om pokalfiasko, og et hold der igen havde skuffet, spillet fallit, og misset en målsætning. Nej - nogen baryler havde smidt en røggranat. Puha!

Så nu er den kære Lynge igen ud og forklare, hvem han mener er ægte AaB fans.

Jeg giver ikke en skid for, at de står der og råber “vi er AaB, hvem er I”, for de har intet med klubben at gøre. De opfører sig ikke som man skal, hvis man er rigtig AaB’er, og det bliver man altså ikke ved at være medlem af en eller anden fraktion af fans i et par år, siger en vred sportsdirektør.

Nej, det gør du nemlig ikke. Du giver ikke en skid for de fans som er klubbens kød og blod. "Vi er AaB, hvem er i!", var en sang Lynge godt kunne lide, under spillerstrejken. Der gav den ham ret. Der var det os på lægterne som var klubben, og ikke spillerne, som mente de fortjente en anden slags kontrakt, og derfor ikke gad spille bold. Der kunne vi godt bruges. Der vil han gerne pludre med os, og forklare hvor meget vi betød, og hvem hvordan fordi.

Lynge er ikke klubben. Han er ansat. Han fylder en post, og løser en opgave. Han bliver betalt for det, og jeg tror ikke han mangler kroner. Der er sikkert også nogle ting han må give afkast på, men tilgengæld har han det privelegium, at han arbejder med noget han kan lide. Det er ikke alle af os der står på lægterne der kan prale af det samme. Tilgengæld betaler vi for biletter, busser, dovne fortyndet forsmået fadøl, dyre replicatrøjer og aktier - ja aktier. Aktier vi intet kan bruge til, ud over at se deres værdi ryge samme sted hen som egen kapitalen - lokummet.

Så når det er sagt, så er jeg slet ikke i tvivl om hvor Lynges hjerte ligger. Det er mere hans fornuft jeg tror han har forlagt