Den meningsløse censur
Vi husker alle sagen om Muhammed tegningerne. Om hvordan det ikke var et spørgsmål om provokation af trosretninger og overbevisninger, men friheden til at sige hvad man vil. Et spørgsmål om at vi her i landet ikke vil indføre selvcensur af frygt for repressalier. Vi stod fast, påtrods af hvad vores konsulater og vores eksport virksomhed blev udsat for. Vi stod fast på vores frihed. Selv de mest borgerlige af de danske partier var på barikaderne.
Det var alt sammen meget fint. Censur ville vi ikke have. Men vi har det. Bare ikke selvcensur. Det er ikke op til den danske borger om hvad han / hun vil gøre eller udsætte sig for.
Nu er der blevet afsagt dom i landsretten. Det fogedforbud IFPI forelagde Tele2, har igen fået opbakning i retten. Det betyder at Tele2 skal forbyde adgang til www.thepiratebay.org. Det har de gjort, og de fleste andre danske ISP'er har fulgt trop. De har ladet sig true til at lukke for adgangen til en side, der ingen love overtræder. Truet af en organisation som varetage privates interesser. ISP'erne har gjort, hvad Kurt Westergaard ikke har gjort. Lade sig blive knækket, og det påtrods af, at det ikke var deres liv der var på spil.
Så hvad betyder det her?
www.thepiratebay.org er nu blevet DNS blokeret. Det betyder at de fleste danske ISP'er nu linker til en blokeringsside hostet hos dem selv, når man forsøger at surfe ind på www.thepiratebay.org. De har redelegeret DNS til en helt anden DNS.
Men hvorfor?
Fordi IFPI vil piratkopiering og fildeling til livs. Det er dog et tåbelig kamp de kæmper, og også et forkert sted at slå slaget.
For torrent trackers er ikke ulovlige, især ikke i sverige. En torrent tracker indeholder ingen binære filer, der overtræder nogle ophavsrettigheder. Det er meta data. Data om data. Det er ikke ulovligt.
Konskvens?
Ingen. Absolut ingen konskvens. Der vil stadig blive rippet og fildelt copyrightet materiale. Det vil der fordi www.thepiratebay.org bare er en dråbe i havet af torrent trackers. Det vil det, fordi www.thepiratebay.org stadig eksistere. Det vil der fordi det eneste det kræver er, at de danskere der er imod IFPI censur, og måske også det danske børneporno filter, skifter til www.opendns.com ved at følge denne guide
Forbudet mod DNS adgang til www.thepiratebay.org er fuldstændigt nytteløs. Fordi det nemt kan omgåes. Hele ideen med DNS blokering svarer til, at strege en adresse over i De Gule Sider, men folk kan stadig slå adressen op på krak. Nytteløst. Siden er der stadig. Indholdet er der stadig. Folk kan sagtens finde frem til www.thepiratebay.org uanset hvilke armbevægelser IFPI laver.
Så hvor er vi henne i Danmark, hvor private interessegrupper kan fremtrylle et fogedforbud mod sider der ingen love overtræder? Et sted hvor vi begynder at censurere de ting, vi ikke bryder os om! Undskyld.... nogen ikke bryder sig om. Uanset hvordan man vælge at se på det, så er det altså censur. Censur som de har i Kina. Det er jeg modstander af. Det eneste vi har fået ud af den her sag, et skridt nærmere netcensur, og ikke en skid tættere på at komme problemet omkring piratkopiering til livs. Tilgengæld kan jeg nu ikke længere, gennem Cybercitys DNS server, længere downloade plader fra Nine Inch Nails, udgivet under Creative Commons licenser eller downloade film som Steal This Film. Ting der er gratis og udgivet under en fri licens.
Trist, og det takket være censur af en side der ingen love overtræder.