Jeg har også de dage, hvor man ikke har sovet godt nok om natten. Man har ikke rigtigt appetiten når man står op, til morgenmad. Man er stadig træt og øm. Vejret er noget lort, og solen er ikke dukket op endnu.
Man kommer i gym'et og det eneste man kan tænke på er job, ex'er og rudekuverter. Man er ved at dø af sult, hovedepine, træt og ved at være godt trist.

De dage har jeg alt for tit, og der er tit, hvor jeg ikke tager afsted, fordi kroppen værker for meget, fordi jeg har sovet for skidt, fordi jeg igen igen er blevet syg, fordi mit hovedet er fyldt med ting der ikke høre hjemme i træningen.

Det er nok den største udfordring ved træning - især styrketræning, som oftest er et slid på egen hånd. Det ikke sveden, stakånden, kvalmen, hovedepinen, smerten, men tankerne, ugideligheden og trætheden som er værst. Det er slemt. Det er træls. Der er ikke noget værre end at sidde mellem et sæt squat, og tænke på livets ubehjælpsomme lort, og så se på den stang foran dig, som du ved er tung, som du ved giver dig smerte, som du betvivler.

Jeg oplever sjældendt den rush, når jeg har de dage, hvor jeg under træningen syntes det er fedt. Det er livsbekræftigende. Det er bare en lang session med de forkerte tanker. En konstant intern kamp for at få løftet lortet. Motivationshelvede mellem to poler.

Det er først når man kommer i bad, og vandt varmer, at man tænker, "Det var nu rart". Det er når musklerne skriger på næring og protein, sveden ikke vil stoppe, man stadig er varm og forpustet, når endorfinen slår til. Det er der, man siger - "godt jeg kom afsted".

Samtidig er det også der det slår mig, at jeg er tom. Mit hovede er stille. Ikke flere tanker på rædsomme ex'er, lorte job og bjerge af rudekuverter. Der er det kun mig og smerten.

Der kan jeg levende forestille mig hvordan The Smashing Machine havde det i Pride GP'et. Liggende i en turtle og blive skamslået. Hvor må det have været befriende, at det bare var fysiske tæsk, frem for de psykiske

EDIT: Dette indlæg er oprindeligt en comment til Lars blog indlæg