Nogle ar har en vist charme, en vis barskhed, som klæder folk. Ar der viser at man har stået ved noget, at man har sat alt på et brædt, at man har kæmpet. Det er ar der pynter og giver karakter. Så er der de psykiske ar. Dem vi ikke ser, dem der hæmmer, skæmmer og skræmmer. Dem der knægter det menneskelige sind pga livets ubarmhjertighed. De ar kan komme af flere årsager. F.eks. hvis man vælger at bestille karry sauce til sin dybstegte kylling. Det er kujonens ar. Ar der er så modbydelige, at det er en lettelse for omverdenen, at de befinder sig på indersiden af det svage sind.

Tænk sig, at et øjebliks letsindighed, uopmærksomhed og sløseri, kan skæmme tilværelsen, som den har skæmmet min! Jeg har det ikke godt. Jeg... Jeg kan ikke leve med løgnen længere. Løgnen som jeg i årevis har sminket på mit job, hvor jeg har optrådt som et handlekraftigt menneske. Et menneske tager beslutninger og rådgiver andre mennesker. Sådan en illusion har jeg skabt omkring mig selv.

Men hvordan kan jeg være med til at, føre en IT politk til verdenen, eller beslutte hvilken postserver vi skal køre, når jeg klart og tydeligt går i mod alt sund og etisk fornuft, og fravælger sursød sauce til min dybtstegte kylling. Alt indbagt og friturestegt, SKAL spises med sursød. Det er det eneste der duer. Det er universelt, og jeg vil vædde med, at hvis man nærlæser dødehavsrullerne, så vil det stå der.

I morgen må jeg se realiteterne i øjnene, og forsøge at redde mig renome. Lade facaden krakelere, og indrømme hvilken svindler jeg er. Jeg er et svagt individ. Et handlingslammet menneske.

Mine ar, vil skæmme min arbejdsplads. Jeg må forvente at skulle arbejde i ensomhed fremover. Gemt væk i et varmt kontor, til skamme for resten af firmaet. Skændslen der besudler sin mad