Sæson starten for AaB fodbold var fantastisk og meget lovende. Nomvethe og Prica var lige det holdet manglede, og den defensive akse med Allan O, Risgaard, Calif og Jakobsen virkede solid. Holdet formåede pludselig at spille det fodbold, Hamrén har snakket om siden dag 1. Det offensive pæne pasningsbold.
Ikke mere af det hovedeløse losseri, vi har været vandt til siden '99. Nu blev bolden flyttet flot rundt, og AaB kombinerede sig ud af problemer. Prica var livsfarlig, og på 4 kampe scorede han 5 mål. Og så gik han i stå.....

Og det gjorde resten af holder også!

Folk snakkede mesterskab, medajler og bla bla. Der var en underlig optimisme omkring AaB igen, og folk valfartede mod stadion, for at blive underholdt. Aalborg stadion har ikke siden '99 set så mange mennesker på stadion. Som en fodnote, kan det lige noteres, at AaB honorede tilskuer interessen med lavt service niveau og en prisstigning på billetter midt i sæsonen.

AaB's genoplivelse kulminerede med en fortjent 2-0 sejr over FCK i parken. Siden blev det til en udklassering af BIF hjemme, som dog kun gav 1-1. Derefter er der kun kommet 1 point på tavlen. 0-1 til OB hjemme, 0-0 ude mod Horsens og 0-3 til FCN hjemme. Boblen som bar de Aalborgensiske forventninger høj, er brast....

Hvad er der gået galt? Hvordan kan man gå fra at være et velspillende fodboldhold til at blive en vaskeklud? Hvad mangler der? Hvad sker der?

I AaB har man altid vægtet lune og omgængelighed, mere end fightervilje og vindermentalitet. Mestertræneren Hans Bache blev aldrig tilbudt en forlængelse, men istedet hentede man den gamle kammerat hjem fra AGF. Peter Rudbæk - hvis meriter med AGF på ingen måder beretigede træner posten i AaB - kom ind som træner. Alle var glade. Jeg husker udemærket hvordan en kollega på det tidspunkt sagde, "han har nu sådan en dejlig lun humor" om Peter Rudbæk. Det var hans største kvalitet åbenbart. Det, og at han (gen)opfandt Thomas Gaardsøe som spiller i forsvaret. Han gav os også vores bedste midterforsvar siden Jozo og Bælum, i form af Lennart Bak (?!) og førnævnte Gaardsøe. Det var så også det

I to sæsoner skulle vi se på det mest elendige pis fodbold længe. Lange planløse bolde, og et hold, hvor profilerne søgte væk, var hvad vi Aalborgensere blev spist af med.

Jeg har før været efter Ståle Solbakken og kaldt ham mange grimme ting, pga den måde han forlod AaB på. Men nu begynder der at tegne sig et mønster. AaB personale politik og prioritering af menneskelige kvaliteter, stod aldrig mål med hvad Ståle vil. Han vil vinde. Uanset! Han var her ikke for at være bedste venner med nogen. Han var her for at få point på kontoen. Han kendte sig værd, og forlangte at få det. Måske hans disput med Lynge udsprang af hans ønske om at komme til en klub, der kunne give ham det. Et hold med fighter vilje.

Nu står AaB med et hold af sympatiske kameratlige spillere. Der er ingen tvivl om, at alle AaB spillerne er svigermors drøm (måske pånær Calif). Flink unge mænd som ved hvad der er godt i samfundet. Men vinder vi kampe? Hvor er det instinkt, der tvinger dig til sejr. Det instinkt som Strandli, Solbakken, Anders Andersson, Lundberg og David Nielsen havde. Klinger de navne? Ja, tre af dem, forlod klubben på en ikke alt for god måde. Deres sidste aftryk var disput og kontrovers. Alle bærende kræfter på AaB holdet, men også folk som strøg visse mennesker den mod hårene.

Hvad er det AaB vil? Klubben er vel ikke et sociologisk eksperiment, men en virksomhed der er resultat orienteret. Så hvor er killer instinktet? Hvor er viljen? Hvor er konskvensen?