En veninde blev igår 28, og hun skrev så et blog indlæg om det med at fylde år.

Over en fødselsdagsøl, kom vi så til at diskutere det, at blive 30. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har baseret det hjørne, og noget overraskende gik det ikke helt så gelinde som jeg havde forventet. Jeg kunne godt mærke, at jeg blev 30, og jeg tog også en masse ting til efterretning, og en masse ting blev gransket.
Mere om det lidt senere.

Min kære veninde, mente at man jo bare bliver et år ældre. Der er ikke noget der pludselig ændre sig. Hun mente meget sort og hvidt, at hun ikke vil lade sig gå på, af at blive et år ældre, og hun fortalte som om et par greele eksempler blandt hysteriske kvindemennesker. De havde flippet helt, over at være blevet 30. Herregud, de bliver jo kun et år ældre, var den holdning jeg fornemmede hos fornævnte veninde.

Men tallet 30 indikere noget. Selvfølgelig bliver man gradvist ældre, og alt ting ændre sig ikke bare, fordi man er blevet 30. De har ændret sig gradvist. Men det er samme som når man koger hummer. Smider du den i kogende vand, så skriger den. Koger du vandet op langsomt, så opdager den ikke, at den er ved at dø (film forklaring - passer fint her). Det er når hummeren står hos St. Peter, at den fatter, at situationen sgu vist var lidt mere alvorligt.
Det er det samme der sker, når man badet i peber læser festsangen, hvor der pludselig er et tre tal foran ens to cifret alder. Det tre tal indikere noget.

Man begynder at tænke over de ting, hvordan man har flyttet sig i livet. En gradvis process, men pludselig reflektere man over det. Hvad har jeg nået? Fik jeg gjort og nået det jeg ville? Er de fremtidige mål realistiske? Hvordan med mit helbred? Hvad med fysikken?
Der bliver pludseligt kortere tid til at nå visse ting.

Det er tallet 30, der ligger op til reflektion, mere end det er alderen selv. Det er tanken om, at man er blevet uhyre konform, selvom man svor, at det aldrig skulle ske. Hvilke ungdommelige principper man har skippet, for at kunne få sig en fed sofa og lækkert Pringle strik. Snobberiet med dyrt kaffe og import fadøl, kontra de billige krudtugler man købte i sin ungdomsår. Man han har gradvist bevæget sig, og nu går det op.

Omverdenens forventninger til en på 30 spiller også nogen et pus. Der forventes, at man lever et nobelt og arbejdsomt liv. Fuck det - det gider jeg ikke bruge kræfter på at diskutere. Man lever sit liv som man vil, og så må andres holdninger sgu stå for deres regning.....
Eller forholdet det sig sådan? Personligt lever jeg som jeg har lyst, men jeg har nu hellere ikke noget familie der fortæller mig, jeg skal gøre noget anderledes.

Min pointe er, at selvom man bliver 30, så er der egentlig ikke noget der ændre sig. Det kommer bare pludselig bag på en, at man HAR ændret sig.