Nu har jeg efterhånden rodet med Linux i så mange år, at jeg ikke kan huske det længere. Det er stort set også det eneste miljø jeg røre på mit arbejde. Vi er Windows fri, hvilket er en gave.

Det hele startede med en Red Hat, som jeg aldrig fik til at fungere. Til Red Hats forsvar skal det siges, at det også var en utaknemlig opgave at kører på sådan noget gammelt lorte hardware. Det var virkeligt en prøvelse bare det at få lortet på nettet, og da jeg så spurgte i en IRC kanal på Undernet, så endte det i en mega ideologisk debat om hvorfor jeg egentlig vi køre Linux. Hvis manden som stillede det spørgsmål sidder ude bag skærmen og læser det her, så er der lige en hilsen til dig; Du er en mega idiot!!

Så sprang jeg på en FreeBSD, af fuldstændige uransagelige årsager. Der til skal så siges, at jeg faktisk ikke fik hentet en iso, men vist en cd med source koden. Gæt om jeg fik den installeret!

Der hvor det endelig gav bonus, og alt spillede, var en Mandrake. Så kørte det. Nu med dualboot og skidt. Fra Mandrake blev det så Gentoo, Ubuntu, Debian og Arch Linux. Idag kan jeg tage vare på mig selv i et Linux miljø (hvilket jeg er nødt til at skrive, isåfald at en leder fra mit usle job skulle læse med her).

Arch Linux vil jeg godt skrive lidt om her idag. Arch Linux er baseret på ideen omkring Crux Linux, men angiveligt bygget op fra bunden. For mig er det en slags Gentoo uden at skulle compile. Man skal selv konfigurere en hel del ting, men det er faktisk ret ligetil. Bl.a. er der en rc.conf, som styrer det meste, bl.a. netværk, moduler, daemons og andre trivialiteter. Der er en høj mulighed for konfigurering, hvilket også er en nødvendighed da intet er gjort for dig. Det er fleksibilitet vi kan lide. Ubuntu er også en dejlig distro, men der er alt gjort for dig fra starten, og så skal så mere eller mindre skævvride tingene til det du gerne vil have. Arch Linux ligger an på du bygger det selv.

Arch Linux er faktisk ret fedt at køre som nørd og Linux entusiast. Men jeg har en anke med distro'en, og det er en anke der gør, at jeg vil tænke et par gange over det, inden jeg putter Arch Linux i et produktionsmiljø. Software!

Arch Linux har faktisk en ret dejlig softwaremanager, pacman, men der er mangler i softwaren. F.eks. kan man nemt installere postfix, courier-imap, spamassasin, men der er ingen amavisd-new, som wrapper, i arkiverne. Det er lidt skidt. Det samme hvis man vil installere Ruby On Rails. FastCgi pakke er også noget man skal fuske sig til. Asterisk PXB mangler også, og det samme gør mange af dens udvidelser og moduler.

Det er dog ting man kan installere igennem deres AUR, hvor brugere kan uploade hjemmelavede PKGBUILD, som er tilstaverende Gentoo's Ebuilds. En køreselsvejledning til compiling af softwaren. Problemet er lidt, at det er et meget autonomt miljø. Der er ikke for meget styring over det, og afhænger for meget af enkeltpersoner, at de forskellige builds bliver vedligeholdt.

Jeg kan rigtigt godt lide Arch Linux, som er en stærk og fleksibel distro, men hvis man skal selv compile og installere software igennem AUR, så kan den blive lidt svær at vedligeholde, og derfor så har alle dens fordele pludselig et par minusser, hvis man skal proppe den i produktion.

Måske det er derfor nogen kalder den for Aaaaarrrggghhhh Linux