Jeg har en rådden arbejdsmoral. Virkeligt. Jeg har svært ved at holde fokus og bevare koncentrationen. Mine tanker flyver meget, især hvis det er lidt af en sur pligt jeg har gang i. Det har vist afspejlet sig i hele mit liv. Der er mange ting jeg ikke får gjort. Ikke engang noget med at komme nemt omkring det. Næ, det bliver bare ikke gjort.

Det straffer mig meget. Det er dog noget jeg prøver at gøre noget ved, men det har altså vist sig at være noget af en opgave.

Det første jeg har opdaget er, at for at min, lad os kalde det, workrate, skal forbedres, så skal den være en rutine. Fokusere vi nu hovedsageligt på træning, så kræver det, at jeg stabilt dukker op til træning. Det kræver det bliver en rutine. Men når rutinen bliver brugt, så ryger min workrate også fløjten.

Når det begynder at blive hårdt eller svært, så begynder jeg at finde undskyldninger for ikke at gøre det. Med træningen, er det nemt at finde undskyldninger, da jeg har mange skavanker at arbejde med. F.eks. HADER jeg cardio træning. Ikke fordi det er hårdt, men fordi det er røvsyg og monotont. Jeg hader at sidde og glo ud i luften på en kondi cykel. Jeg begynder at kede mig. Keder jeg mig, begynder jeg at bemærke hvor det gør ondt. Når jeg holder øje med det, så gør det hurtigt ondt. Pludselig er jeg meget obs på mine lændesmerter, mine smerter i knæ og lægmuskler. Jeg begynder at tænke, at det er nok bedst at stoppe.

Det er lidt skidt for at sige det mildt. Jeg er min egen største fjende, når jeg træner. Jeg burde egentlig ikke træne alene, men jeg kan godt mærke, at det er meget rart at træne alene, især når jeg kan lukke mig inde i musikken, og så bare løfte. Men under cardio træning, der trænger jeg virkeligt til at nogen holder mig i ørene. Jeg mangler adspredelse.

Idag forsøgte jeg at læse, mens jeg cyklede, men Peter Møller viste sig at være ganske uinteressant, og derfor trådte kedsomheden ind igen, og sammen med den, fokus på smerte, og tanker om at stoppe.

Men måske det er løsningen at have noget med, jeg gider læse i. Musik gør det ihvertfald ikke. Pludselig bliver sange meget lange, og meget kedlige.

Jeg har brugt meget tid på at arbejde med mine skader, i forbindelse med min træning, men jeg tror at jeg skal arbejde lidt med det mentale. Arbejde med at sætte mig ud over min smerte. Det har været svært at finde en ordentlig rytme/rutine, når skader og sygdom hele tiden sætter stopper. Men det ser dog ud til at lysne, så måske lidt mental styrke vil gavne, for at lige komme et styk videre