Er kommet lidt igang med at blog'e igen. Det er meget rart. Jeg savner dog lidt af den kant jeg havde før, og den evne til at få skrevet en masse på kort tid. At få det jeg rummer ud i et one take, og uden det mister noget. At kunne lave længere humoristike indslag. Måske jeg er blevet for gammel til den slags barnagtigheder. Oh well.

Men det jeg egentlig vil ind på nu, er noget jeg ikke ved om jeg skal kalde jantelov, trolling eller små sko. Ihvertfald er det noget alle os som deler med andre på nettet, uanset form, oplever. Hård, ofte anonym, kritik som er både unuanceret og subjektiv, ja faktisk nærmere et angreb på personen, fremfor det publicerede. Folk under opfundende navne, falske email adresser og hjemmesider som ikke eksistere, angriber andre.

Mig selv f.eks. Jeg er ikke den skarpeste bogligt. Jeg er dog ikke helt så ringe, som min blog til tider kan indikere, men det er simpelthen fordi jeg ikke gider korrektur. Jeg laver mange dumme fejl. Fejl som jeg sagtens kunne fange. Men jeg gør det ikke, fordi det er uhyre sjældent, at jeg læser min ting igennem. Det ender med at jeg overbearbejder mine ting, og så mister det noget af det jeg prøver at fange.
Og det er der jeg bliver angrebet. På mine fejl. Uhyre sjældent på mit indhold. Og de gange nogen konfrontere mig med mit indhold, så ender det oftest med en dialog, hvor begge parter kommer med sit synspunkt.
Men som oftest er det en eller anden lille navlepiller, der skal dømme HELE min person, på baggrund af de sproglige fejl der dukker op.

Det er tit sådan, at folk som bruger tid på at producere noget, og så deler det med andre, de bliver angrebet på ting som oftest intet har med indholdet at gøre. Folk nægter konsekvent at se på helheden, men deler det op, og sviner posteren til ud fra de små skønhedsfejl.
For vi mennesker har en tendens til at skulle angribe andre, når de stikker næsen frem. Når nogen har brugt noget tid på at producere, og vælger at dele det med andre, og måske sågar også af stolte af det de har lavet, så skal der nok komme nogen, og nedgøre det og personen der har produceret. Tag YouTube f.eks. Mange af de som laver videokommentare af deres Call Of Duty gameplay er alle blevet kaldet idioter, noobes og faggots. Det er sådan det fungere. Er vi utilfreds med noget, om er på nettet, så angriber vi med fuld kraft, og går kun efter manden. Det sker hele tiden.

Jeg undre mig tit over, om folk stopper op på gaden og håner folk der er farveblinde eller ordblinde. Det er ikke af ond vilje, at jeg er bogligt svag. Det er dog af dovenskab mange af mine fejl ikke bliver rettet. Men folk har en underlig tendens til at så absolut vil rette på en. Den pendantiske tendens til at rette på de mindste fejl i sprog og skrift, kan faktisk godt være temmeligt sårende. Ikke at jeg tager kritikken her på bloggen specielt meget til hjerte. Jeg plejer som oftest at at sukke lidt dybt, og så surfe væk og ikke tænke mere over det. Men jeg ved der er folk som vælger ikke at skrive, fordi de er bange for at blive angrebet og udstillet. De folk som angriber er tit folk som intet bidrager med. De gør intet, og kan intet. Men de kan troll andre i deres anonymitet. Det er ynkeligt, og jeg vil virkeligt ønske at flere mennesker tog til hjertet, at hvis de ikke har noget positivt at sige, så hold fucking kæft.

For i bidrager intet med. I er snyltere. I nyder af vi andres arbejde. Måske jeg har problemer med datid / nutid, r'er, sidde / sat, ligge / lå og hvad fanden det hedder. Men jeg kan formulere indhold. Jeg kan underholde. Hvad fanden kan i?

Venlige Joan
Jeg er en ung fyr på 25, der lider under et større problem, også kendt som 'friend zone'. Jeg er kommet frem til via utallige udmattende og dybe samtaler med både kvinder og mænd i flere aldre, at det simpelthen er fordi, jeg på en eller anden måde får nedtonet min seksuelle udstråling til lig nul.

Hvad kan jeg gøre for at forstærke/tænde for den udstråling igen? Jeg er i syv sind, da jeg ikke har anet, at det var det, jeg manglede, men jeg aner til gengæld heller ikke, hvad det egentlig vil sige at udstråle seksualitet. Jeg er mand med stort M, bredskuldret, hår på brystet og hele molevitten, er vild med alt, der har over 300 hestekræfter osv.

Er det bare min selvtillid? Jeg beder om hjælp.

Venlig hilsen Skytten

Kære Skytte
Når en mand ikke sender seksuel energi ud, kan det skyldes, at han aldrig har opfattet sig selv som et sexobjekt. Han har ganske enkelt ikke troet, at han var en person, som pigerne blev lune på og tiltrukket af. Da han gik i folkeskole, havde han ikke pigernes opmærksomhed. Det var der andre slags fyre, der havde. Du er 'pigernes ven'-typen. Ham der hellere hjælper og lytter end at tænke på sine egne behov.

Når der først er en kvinde, der kan gennemskue, hvor godt et menneske du er, vil hun få verdens bedste kæreste. Og de kvinder har der været mange af gennem årene. Du har bare ikke lagt mærke til dem. Du har ikke kigget efter signalerne, og du har ikke genkendt signalerne, når de blev givet. Mit råd til dig er at forholde dig åben og opmærksom. Så vil det ske.

Mange knus fra Joan

Kilde: ekstrabladet.dk/spoerg_joan_oerting/article1456903.ece#ixzz1ApG0V6HI

Kære skytte

Den er helt gal. Du har begået playbookens største fejl. Du har indgået i dybe medfølende samtaler med dit bytte. Du har lagt øre til. Det er som ikke noget galt med, men du har lyttet efter, forstået, følt og rådgivet. Det dummeste du kan gøre. Aldrig engagere dig i dit byttes følelsliv. Hold dig til dets underliv. Vil du bedække en tæve, så må du spille spillet. Forhold kommer først efter man har du har haft hende rundt i manegen. Sgu da ikke klokken 0535 på et beskidt morgenværtshus. Der skal du bare lade hende snakke, mens du tænker åp en masse andet. Fake lidt entusiasme og engagement, og så skulle den være hjemme. Kommer du først ind i kategorien ven, så er det tid at finde en ny by, og en ny identitet. Du kommer ikke ud af den kategori, før du har sat inde i et år eller to for narko relateret vold. Pigernes ven, er ikke et flatterende udtryk.

Og så til Joan, og hendes fuldstændigt horrible råd. Hun rådgiver stadig, som om at der findes en perfekt verden. Som om det oftest er velfungerende kvinder man møder på dating markedet. Stabile kvinder, med selvtillid, som hviler i sig selv. NEJ!
Man må aldrig forsøge at løse sit byttes problemer. Der er vi nok enige. Men at sige manden skal være åben og opmærksom.
Opmærksom? Som i perifært syn, ja. Åben? NEJ. Hvad er det for noget at sige. Som om kvinder kaster sig over åbne opmærksomme mænd, fremfor store indelukkede mystiske mænd. Come on. Skal man vente på at kvinder gennemskuer en, så står den jo pludselig på skilsmisse.
Det er HELT forkert det her. Byttet skal nedlægges med mystik og rå maskulinitet. Muligvis med et snert af håndgemæng. Men find for fanden i helvede aldrig din indre kramembamse frem, At stå med følelser ude på tøjet, vil være som en omvendt tsunami i Choke Point Charlie. Tørlagt som et Norsk friråd.

Vejen til en kvindes bæver, går igennem en løs stemning. Vejen til en kvindes hjerte går muligvis en anden vej, men skulle Columbus genopstå, så har han sit mulige livsværk der.

To ting!
Den sædvanlige rant om, at jeg ikke skriver ret meget. Bla bla bla. Det vil jeg gerne ændre lidt på, og jeg skal prøve at ligge mig i sadlen. Men jeg har været ramt af den værste skriveblokade i lang tid. Måske jeg er konform? Måske jeg undertrykker min vrede? Måske jeg er luddoven?

Dette blogindlæg kommer til at indeholde en helvedes masse fejl, fordi jeg ikke kommer til at læse korrektur på det. Det bliver en onetake, og det bliver en rant af en anden verden.

Vi er nu 11 dage inde i år 2010 og jeg har nu honoreret to ud af tre "nytårsforsæt".
1. Kostomlægning
2. Kom igang med at træne
3. 100% psyko kvinde frit liv.
Der er idag også kommet et fjerde, og det er, at jeg skal sige fra.

Indtil videre har jeg fulgt kostomlægninge ganske fornuftigt siden 3. januar. 5-6 måltider om dagen, og forsøger at holde mig under 2400 kcal om dagen. Det er faktisk ikke så slemt, selvom jeg til tider skal minde mig selvom, at få noget at spise. Træningen er jeg ikke kommet igang med endnu, da jeg har været syg hele det dette lorte år indtil videre. Igen iøvrigt.
Punkt tre blev dog effekturet idag, da en psykokvinde røg på sidelinjen. Nuvel, et perifært bekendtskab, men vi har dog snakket meget sammen, og jeg har hjulpet hende en del med nogle ting. Men nogen gange så bliver påtaget personlighed og særheder bare for meget. Jeg magter ikke skaberi, fordomme og konstante provokerende statements. Mit sociale netværk, vil jeg gerne have afspejle mit liv så meget som muligt. Gider jeg ikke drikke med dig, gider jeg ikke vidne dit netskaberi

I 2010 fik jeg nok. Især da min en af mine julegaver var en friend request fra en eks, som også er en af verdens største blødninger. Jeg har brugt så mange kræfter på at få hende så langt væk som muligt, og har sågar tydeligt fortalt hende hvad jeg føler, Men alligevel skal hun forsøge. Når hun ikke kan have mig i sit liv, så vil hun have mig i sit liv. Når jeg vil være der, så gider hun ikke have mig der. Hun skal hele tiden ende i situationer, hvor man kan få ondt af hende, og hjælpe hende. Fuck det. Jeg har fået nok. Men ikke om det forståes. Hun vender tilbage. Nej tak. Du er også ude.

2010 var året, hvor jeg tog hånd om mine skavanker. I skrivende stund, har jeg ikke trænet siden september 2009 sådan rigtigt. Jeg hader det. Jeg savner at træne. Men nu skulle der ske noget. Problemet var dog noget større end jeg havde forventet. Det var faktisk lidt skræmmende. En kiropraktor undersøgelse viste et bækken som var skubbet med 8 mm, slitage på ryghvirvlerne og i begge hofte skåle, og scheuermann syndrom. Der har været mange behandlinger, og det har resulteret i, at jeg lige inden jul fik en MR scanning. Noget som jeg skal have svar på idag. Min lænd har det bedre idag, end længe, men tilgengæld har begge mine knæ det af helvede til. FML.

2010 var også året, hvor en af mine venner valgte at sælge alle sine venner ud, for at komme lidt op i rang i et odiøst hieraki. Gevinsten for at stikke sine bedste venner i ryggen, var støvsugertjanse. Tillykke med det. Du er også dømt ude.

2010 var også året,hvor nogen viste et andet ansigt, end jeg har været vandt til. Humoristiske kommentare på sociale netværk kan ødelægge meget, har jeg nu lært. Men nogen gange er en høj pris værd at betale, for skyder du med skarpt efter mig, så skyder jeg igen. Et stort tab i mit liv, men jeg håber at man i den anden ende, er klar over, at man selv var fremme i skoene.

2010 var året jeg blev Årets ØB'er. En titel jeg er pavestolt af, men samtidig er utrolig ydmyg over. Jeg har kun gjort hvad jeg har gjort, ud af kærlighed til verdens bedste fodboldklub.

2010 var året hvor jeg lærte hvad stress er. Det er et fantastisk ord, og med alt den polymik der har været omkring det ord, så har det mistet sin betydning. Men stress er farligt, Det er dræbende. Jeg har haft så meget ondt i maven og ondt i hovedet i år 2010, fordi folk har forventet noget af mig. Nogen gange noget jeg selv har lovet, andre gange noget nogen har forventet. Men også andre gange folk som ikke forstår hvad personlige grænser er. Hvad nej betyder. Det skal ændres. Jeg har altid fået stukket i skoene, at jeg ser sur ud, og at jeg er sur, At jeg er indelukket.
Der er måske en grund. Jeg har en personsfære, som man ikke altid bør bryde ind i. Forstå det, og lad være.
År 2011 bliver året, hvor jeg vil blive stemplet som mere sur, mere lukket og et endnu større røvhul. Men jeg vil hellere såre dine følelser, end at have hovedpine hele dagen.

2010 blev året jeg indså, at i dette land, er liberalisme dødt, og at ideen er smukkere end resultatet.
2010 blev året hvor jeg indså, at den borgerlige "liberalistiske" regering var mere opsat på at tage vores borgerrettigheder fra os, end at sikre os et ordentligt service niveau. Det blev året, hvor jeg besluttede mig for, at jeg vægter velfærd og rettigheder højere end det frie indiviid. Spøjst nok skal man i en hel anden grav i dette land, for at finde liberalisme i den form.

2010 var også året, hvor jeg fik nok af, at skulle være vidne til andre folks drama. Har i to problemer, så løst det sammen, istedet for at udstille det for gud og hver mand. Lad være med at hænge folk ud, for at stille dig selv bedre. Hold dit fucking drama for dig selv.
I år 2011 så går den slags ikke længere. 300+ facebook venner er ikke noget ved, hvis de skaber en lorte stemning. Jeg sortere nu hjertens gerne i de mennesker som ikke kan skabe harmoni i mit sociale netværk. Jeg har fået nok.

2010 blev også året, hvor jeg lærte, at ægte sandhed nogen gange sidder for enden af to sæt hvide knoer. Det kan godt være, at man skal langt ned i rosset og ud på kanten af samfundet, for at finde ægteheden. Tænk over det, næste gang i vrisser over de unge lømler. Nogen gange så finder man dere, mere anstændighed, end man gør i de øvre lag.

2011 bliver sikkert et rædderligt år, men det bliver ihvertfald et år, hvor jeg siger fra.