Hej Joan
Jeg er fornyelig flyttet fra min kone gennem 11 år og er nu blevet forelsket i min kollega, som også er nyskilt. Hun er, modsat min ekskone, vild med sex - som jeg selv.

Mit problem er, at erektionen enten helt udebliver, eller falder hurtigt under samleje. Vi har dog haft stor succes ind imellem, hvor jeg nærmest ikke kunnet bringe mig selv til udløsning, og kroppen har måttet give op før pikken, men vi har også haft almindelige samlejer med gensidig tilfredsstillelse.

Jeg tænder enormt på min kæreste, alle lystcentre bliver aktiveret, det syder og bobler i mine testikler, det risler ned af ryggen og alligevel udebliver erektionen. Jeg kan tænke på det i dagevis og være hunderæd, inden vi skal være sammen, men jeg nægter at tilsidesætte sex, vil hellere have fem mislykkede forsøg og en enkelt succes end slet ikke at prøve.

Vi overvejer lystpiller og terapi, men et par hurtige værktøjer eller råd med på vejen kan vel ikke skade.

Kh Paul

Kære Paul
Du vil gerne give din nye kæreste et godt seksuelt indtryk af dig og være den bedste til sex, så det ikke forsvinder igen. Problemet er, at din pik ikke rigtig vil følge med. Den prøver at fortælle dig, at du ikke behøver at være den bedste for at blive holdt af.

For selvom den synes, at det har været frustrerende at blive afvist seksuelt i mange år, så synes den ikke, at det alene er sexen, som dit nye forhold skal baseres på.

Hvordan ville det være for jer at mødes engang imellem uden at have sex og dyrke kommunikationen og interesserne i stedet? Du skriver, at I allerede har overvejet terapi eller piller.

Hallo Mr. Paul, du skal ikke lyn-fixes. Du er dig. Og lige nu er du indimellem dig med en slap pik, og nogle gange har du en stiv pik. Der er stadig en masse følelser i forholdet til din ekskone, og selvom du ikke synes, at du savner hende, så er din pik åbenbart af den loyale slags, der ikke bare kan slippe den kærlighed og loyalitet, som den har følt for hende i mange år. Det kan du til gengæld gå i terapi med. At få afsluttet dit ægteskab ordentligt, så du kan slappe af.

Kærligst Joan

Kilde: ekstrabladet.dk/spoerg_joan_oerting/article1414632.ece#ixzz10RIFYiR4

Så dukkede der lige endnu en hanreje op fra dybet. "Hej, jeg har et vedhæng som kvinder bestemmer hvad der skal ske med... undskyld"
Ork, jeg væmmes.

Det her er en slags totrinsraket som bare ikke burde komme i rummet, for den er tanket op med idioti. Mandens pjollert svigter ham, når han gerne vil jage den i sin nye dulle, og pløje hende til fantasiland. Det er hendes behov han tænker på først og fremmest, og så skal det altså bare være iiiiiiiiih og ooooooooohhhh så dejligt for prinsessens ærte. For det er lige nøjagtigt den der handler om. "Lad mig dog vise mig som en rædi alfahan og give en tidobbelt sprøjte tantra orgasme, som jeg ser på tv".

DROP DET!

For det første Joan. Hvad er der galt med dig? Hans pik fortæller ham hvad? En pik siger fire ting. Ja Nej av åh. Ikke andet. Den nikker ikke bekræftigende med, når Al Gore himler op om vejret og miljøet. Den giver ikke sit besyv med i indvandredebatten i form af læsebreve. Den beder dig ikke om at købe dobbeltsidet toiletpapir. Den siger kun, ja nej av åh. Og som oftest siger den egentlig kun JA!!! Det er jo ikke som kvindens bæver, som er i konstant skænderi med kvindens superid. Og manden nævner ikke sin kone på nogen måder, ud over, at han er gået fra hende, og så begynder du at analysere i det. At tillægge hans pik loylitet, er som at bede Prins Henrik snakke dansk. Det er noget der ikke kan ske. En pik har kun et øje, og dermed ingen perspektiv for dybde og afstand. Mon den så også pludselig. Så hvordan skulle den kunne kende forskel på bævere (med mindre vi snakker moderne sportshaller). Stop!

Nej det der går galt her, er at du forvirre dig selv, kære Paul. Du vil SÅ gerne tilfredsstille din kæreste, og du sætter sex på en pidestal. PILLER!!! Hvor herre bevares. Du skal slappe af, og så bare selv sørge for at komme. Fokusere på dit eget sexliv. Kvinder og orgasmer er noget for det første noget spekulativt ævl, og skulle det vise sig at være, at kvinder kan "få" orgasmer, så er det alligevel ikke ngoet du har magt over. Jag den i hende. Giv gas. Kom. Sov. Lad være med at fokusere på hystandens selvopfundende behov.

Kære Joan
Jeg er en mand i min bedste alder, der altid får en formidabel, næsten bedøvende udløsning med min pige. Sekunder før jeg kommer, er jeg parat til at afstå alt, hvad jeg har, for at komme og sprøjte i voldsomme ryk.

Men - og nu kommer mit spørgsmål: når jeg er færdig og har knebet den sidste dråbe ud af pikken, falder den sammen, og - næsten det allerværste - jeg har overhovedet ikke lyst til at fortsætte med søde ord og kærtegn.

Jeg kan ved Gud heller ikke forstå, at jeg for 2 minutter siden var parat til at give alt væk, bare jeg fik den orgasme. Når jeg f.eks. sidder og spiller den af ved en pornofilm, kan jeg ikke få slukket filmen hurtigt nok, når jeg er kommet.

Hvorfor er jeg næsten led ved det hele, når jeg har afleveret min sæd? Jeg har altid haft det sådan, det er ikke kommet snigende.

Hilsen spørgeren

Kære spørger
Du er ganske normal. De fleste mænd vil æde deres gamle hat, hvis de blev bedt om det, når de er seksuelt oppe og køre.

Men i samme sekund som udløsningen er færdig, er det en gyselig tanke, at han for to minutter siden lå og havde rejsning over en hat, eller en lakstøvle, spyt, tis, en butplugg, kæmpe babser, eller hvad der nu tændte ham.

Det er den civiliserede hjerne, der pludselig slår til igen og fordømmer, at du i et øjebliks frihed og dyriskhed hengav dig hovedløst til seksualitetens lyster.

Jeg synes, at du skal smile, når virkelighedens stramme moralkodeks tager over igen, og glæde dig over, at du da heldigvis engang imellem giver fanden i, hvordan man bør opføre sig. Sex er netop skønt, fordi vi gør ting i liderlighed, som vi ellers ikke ville gøre, og det er både sundt og befriende.

Kærligst Joan

Kilde: ekstrabladet.dk/spoerg_joan_oerting/article1406259.ece#ixzz0zmLaha8u

Der dukker engang imellem mandsligner op som overhovedet ikke er i kontakt med deres køn og natur. Mænd som ikke har den rette balance mellem id og superego. Det er mænd som ikke forstår deres egen natur og lyst.
F.eks. ham her, som så vælger at spørge Joan til råds, om sin egen natur. Det er jo selvfølgelig tåbelig, for Joan slår jo straks op i en bog om mænds følelser og seksualitet, skrevet af en 70 årig kvinde fra Berkely. Det hele bliver så til en lang pseudo psykologisk smøre om skam, moral og synd. Det er selvfølgelig en projektion. Fra kvinders tendens til støvleindkøb til mænds onani tendenser.
Det er selvfølgelig noget halvkvalt ævl.

Det er jo altså ikke sådan, at når mænd har klattet ud over den stationære computer på arbejde, at de så sidder og skammer sig, fordi de har gloet på noget bestialsk asian porno. Er man kommet i sine bukser, efter at have haft en 21 årige østeuropæisk studerende roterende på sit skridt i 15 minutter på et natklub, hvis interiør består 80% af rødt velour, så får man jo ikke lige pludselig en trang til at bekende sine synder.

Det hedder behov, for fanden. Når man er sulten, så tænker man på mad, og når man er mæt, så tænker man ikke på mad. Når man er stangliderlig, så tænker man beskidt og i en næsten sindsyg ekstase er man villig til at sige og gøre mange ting, indtil man har sat sine haletudser i søen. Så har man et andet behov, og det er fred og ro fra skrige skinken. Hvorfor i alverden skulle man fortsætte med at se porno efter man er kommet. Det er da med at slukke for det pis, da det jo ikke længere har noget formål (med mindre man går efter en bedst ud af tre). Det er jo ikke historien eller skuespillet man ser en pornofilm for. Man ligger jo ikke på divaen med flormelis ud over hele maven og tænker, "jeg er godt nok ikke liderlige længere, men jeg lader den lige rulle færdig, fordi jeg har sådan en respekt for hende kvinden der ligger der med en gagbal og et røvhul gabende stort som en vandmelon".

Nej sluk for det skidt, og kom ud og få en mad - eller en lur.

Først, lad os lige få et par ting af vejen. Jeg elsker at skrive. Der er nogle ting omkring det at skrive, som jeg ikke er så god til, bl.a. at være tålmodig, og få læst korrektur. Men jeg har ting på hjertet og hjernen, som nogen gange bare skal ud, og så er det med at få det ud, inden jeg mister tålmodigheden og gløden. Derfor kan det tit blive noget rod når jeg har skrevet noget ned. Med tiden fanger jeg det, og retter lidt i det, men som oftest læser jeg aldrig det igennem, som jeg har skrevet.

Den sidste tid, har jeg haft svært ved at skrive. Har været brændt ud. Tømt ud. Har ikke mere at sige om Joan, og Kira Eggers begyndte pludselig at give mening. Man kan godt sige, at jeg havde ramt en kæmpe skriveblokade, og jeg døjer nu nok stadig med det. Det er derfor, der ikke kommer så meget ud af denne blog, som efterhånden mere er blevet til et arkiv og et mål for spambots. Men hvem ved... måske en dag der kommer skred i det hele igen.

Nuvel - videre

Efter at kroppen mere eller mindre har sat en stopper for at træne, så har jeg kastet min kærlighed over min Xbox. Især da Battlefield Bad Company 2 ramte gaden. Jeg havde en preorder på det, selvom jeg var lidt skeptisk efter betaen. Det har dog vist sig at være en forelskelse på højde med første gang jeg købte en Samantha Fox plakat.
Jeg er kommet igang med at spille med en fast klak, og vi har alle fundet vores rolle. Battlefield har det mest modne community jeg nogensinde har oplevet, omkring et spil. Men alt er ikke fryd og gammen. Der er begyndt at dryppe nye mennesker ind, fra andre communities, og det på et af de største sites, Hupit Gaming. Folk som kommer fra andre FPS spil, hvor kills og personlige score, er vigtigere end teamwork. Det holder ikke i BFBC2.

På hupit og youtube foregår der pt noget, som pisser mig af. En flok fan boys, anført af deres store Modern Warfare 2 orakel, er begyndt at stalke og genere en Xbox BFBC2 spiller. Gameren hedder Benjisaur og "oraklet" er den selvfede respektløse idiot Wings Of Redemption. Lad os få det på det rene. Jeg har stor respekt for Wings of Redemptions evner som spiller og kommentator. Jeg har bare ikke en skid til overs for hans menneskelige egenskaber. Ud over hans had mod Benjisaur, lagde han forleden en video op, hvor han opfordrede en til at dræbe sig selv, fordi han ikke var god nok i Wings of Redemptions øjne. Respektløst og hører ingensteder hjemme.

Humlen i striden mellem Wings of Redemption og Benjisaur er Bush Wookies / campere, eller kort sagt, folk som sidde stationært og ikke bidrager med en skid. Ikke mange i BFBC2 communitiet bryder sig om den slags mennesker, men Benjisaur tog på sig, at forsvarer disse mennesker på hupit, ved at kort og godt sige, at de har selv betalt for spillet, og dermed kan ingen forlange at de skal spille på ngoen særlig måde. Wings Of Redemption overfaldte så Benjisaur og konkludere ud fra hans stats, at han er en "fucking camper". Det er så blevet til, at en masse hvalpe nu sviner Benjisaure til, og nulificere alle hans indlæg, fordi deres idol Wings of Redemption langede ud efter ham.

Sagen er dog den, at Benjisauer er en meget objektorienteret spiller. Han gavner sit team meget. Hans stats viser bare, at han har spillet meget som recon / sniper, og at hans score per minut til tider er lidt lav. Men stats viser kun en halv historie. Faktisk er Wings Of Redemption en noget mere konservativ spiller, som i højere grad højster sin egen Kill / death ratio, fremfor at komme frem til objekterne. Men han bare en store fanskare på youtube og derfor mere stemme. Han er en modern day schoolyard bully, men bare det farligere, for han har fået så mange til at ligge ET menneske for had, pga. hans egne stupide ideer. Den slags hader jeg. Virkeligt.

Og det hele pga et fucking spil. Og det hele giver måske ingen mening for dig, som læser med her, pga de forskellige udtryk som kill death ratio, objekter osv osv osv. Men det er sagen uvedkommende. Hvorfor er der nogen, som så absolut skal udnytte deres position til at få nogen trynet, og få vendt så mange mennesker mod en anden. Det er jo et problem i disse dage, da det er SÅ meget nemmere, da vi har netværk på tværs af kloden idag. Folk i San Fransico er idag mig ligeså nært som folk i København. Vi har altså et ansvar, når vi langer ud efter folk, især når verdenen idag er blevet så lille som den er, og hvor vi alle har massemedier lige ved hånden, hvor vi selv kan redigere det produkt vi vil vise.