To ting!
Den sædvanlige rant om, at jeg ikke skriver ret meget. Bla bla bla. Det vil jeg gerne ændre lidt på, og jeg skal prøve at ligge mig i sadlen. Men jeg har været ramt af den værste skriveblokade i lang tid. Måske jeg er konform? Måske jeg undertrykker min vrede? Måske jeg er luddoven?

Dette blogindlæg kommer til at indeholde en helvedes masse fejl, fordi jeg ikke kommer til at læse korrektur på det. Det bliver en onetake, og det bliver en rant af en anden verden.

Vi er nu 11 dage inde i år 2010 og jeg har nu honoreret to ud af tre "nytårsforsæt".
1. Kostomlægning
2. Kom igang med at træne
3. 100% psyko kvinde frit liv.
Der er idag også kommet et fjerde, og det er, at jeg skal sige fra.

Indtil videre har jeg fulgt kostomlægninge ganske fornuftigt siden 3. januar. 5-6 måltider om dagen, og forsøger at holde mig under 2400 kcal om dagen. Det er faktisk ikke så slemt, selvom jeg til tider skal minde mig selvom, at få noget at spise. Træningen er jeg ikke kommet igang med endnu, da jeg har været syg hele det dette lorte år indtil videre. Igen iøvrigt.
Punkt tre blev dog effekturet idag, da en psykokvinde røg på sidelinjen. Nuvel, et perifært bekendtskab, men vi har dog snakket meget sammen, og jeg har hjulpet hende en del med nogle ting. Men nogen gange så bliver påtaget personlighed og særheder bare for meget. Jeg magter ikke skaberi, fordomme og konstante provokerende statements. Mit sociale netværk, vil jeg gerne have afspejle mit liv så meget som muligt. Gider jeg ikke drikke med dig, gider jeg ikke vidne dit netskaberi

I 2010 fik jeg nok. Især da min en af mine julegaver var en friend request fra en eks, som også er en af verdens største blødninger. Jeg har brugt så mange kræfter på at få hende så langt væk som muligt, og har sågar tydeligt fortalt hende hvad jeg føler, Men alligevel skal hun forsøge. Når hun ikke kan have mig i sit liv, så vil hun have mig i sit liv. Når jeg vil være der, så gider hun ikke have mig der. Hun skal hele tiden ende i situationer, hvor man kan få ondt af hende, og hjælpe hende. Fuck det. Jeg har fået nok. Men ikke om det forståes. Hun vender tilbage. Nej tak. Du er også ude.

2010 var året, hvor jeg tog hånd om mine skavanker. I skrivende stund, har jeg ikke trænet siden september 2009 sådan rigtigt. Jeg hader det. Jeg savner at træne. Men nu skulle der ske noget. Problemet var dog noget større end jeg havde forventet. Det var faktisk lidt skræmmende. En kiropraktor undersøgelse viste et bækken som var skubbet med 8 mm, slitage på ryghvirvlerne og i begge hofte skåle, og scheuermann syndrom. Der har været mange behandlinger, og det har resulteret i, at jeg lige inden jul fik en MR scanning. Noget som jeg skal have svar på idag. Min lænd har det bedre idag, end længe, men tilgengæld har begge mine knæ det af helvede til. FML.

2010 var også året, hvor en af mine venner valgte at sælge alle sine venner ud, for at komme lidt op i rang i et odiøst hieraki. Gevinsten for at stikke sine bedste venner i ryggen, var støvsugertjanse. Tillykke med det. Du er også dømt ude.

2010 var også året,hvor nogen viste et andet ansigt, end jeg har været vandt til. Humoristiske kommentare på sociale netværk kan ødelægge meget, har jeg nu lært. Men nogen gange er en høj pris værd at betale, for skyder du med skarpt efter mig, så skyder jeg igen. Et stort tab i mit liv, men jeg håber at man i den anden ende, er klar over, at man selv var fremme i skoene.

2010 var året jeg blev Årets ØB'er. En titel jeg er pavestolt af, men samtidig er utrolig ydmyg over. Jeg har kun gjort hvad jeg har gjort, ud af kærlighed til verdens bedste fodboldklub.

2010 var året hvor jeg lærte hvad stress er. Det er et fantastisk ord, og med alt den polymik der har været omkring det ord, så har det mistet sin betydning. Men stress er farligt, Det er dræbende. Jeg har haft så meget ondt i maven og ondt i hovedet i år 2010, fordi folk har forventet noget af mig. Nogen gange noget jeg selv har lovet, andre gange noget nogen har forventet. Men også andre gange folk som ikke forstår hvad personlige grænser er. Hvad nej betyder. Det skal ændres. Jeg har altid fået stukket i skoene, at jeg ser sur ud, og at jeg er sur, At jeg er indelukket.
Der er måske en grund. Jeg har en personsfære, som man ikke altid bør bryde ind i. Forstå det, og lad være.
År 2011 bliver året, hvor jeg vil blive stemplet som mere sur, mere lukket og et endnu større røvhul. Men jeg vil hellere såre dine følelser, end at have hovedpine hele dagen.

2010 blev året jeg indså, at i dette land, er liberalisme dødt, og at ideen er smukkere end resultatet.
2010 blev året hvor jeg indså, at den borgerlige "liberalistiske" regering var mere opsat på at tage vores borgerrettigheder fra os, end at sikre os et ordentligt service niveau. Det blev året, hvor jeg besluttede mig for, at jeg vægter velfærd og rettigheder højere end det frie indiviid. Spøjst nok skal man i en hel anden grav i dette land, for at finde liberalisme i den form.

2010 var også året, hvor jeg fik nok af, at skulle være vidne til andre folks drama. Har i to problemer, så løst det sammen, istedet for at udstille det for gud og hver mand. Lad være med at hænge folk ud, for at stille dig selv bedre. Hold dit fucking drama for dig selv.
I år 2011 så går den slags ikke længere. 300+ facebook venner er ikke noget ved, hvis de skaber en lorte stemning. Jeg sortere nu hjertens gerne i de mennesker som ikke kan skabe harmoni i mit sociale netværk. Jeg har fået nok.

2010 blev også året, hvor jeg lærte, at ægte sandhed nogen gange sidder for enden af to sæt hvide knoer. Det kan godt være, at man skal langt ned i rosset og ud på kanten af samfundet, for at finde ægteheden. Tænk over det, næste gang i vrisser over de unge lømler. Nogen gange så finder man dere, mere anstændighed, end man gør i de øvre lag.

2011 bliver sikkert et rædderligt år, men det bliver ihvertfald et år, hvor jeg siger fra.