Jeg er afskyelig træt af alle de forherligende pis politi doku dramaer som der er tsunami smadret den danske sendeflade. Supermænd i skyblå uniformer fortæller om hvordan de dagligt sætter livet på spil, for vi danske borgere. Masser af flotte tv optagelser hvordan de her lakridsbærende supermænd springer ind for an flyvende biler med terror spritbillister for at redde ænder der går over vejen. Det er gode mænd. Rigtige mænd. Fantastisk mænd. Reele mænd.

Men billedet er altså lidt forplumret. Selv på mit 40 tommer LCD tv med Zaptor diital. Jeg kan altså ikke altid genkende hverdagen fra hvad de her alt opofrende mænd gør. F.eks. sad jeg i torsdags og hørte på en betjent forklare om, hvor glade de er for, at folk ringer ind og fortæller om, når deres medborger træder ved siden af. Oh så glad denne betjent var.

Men må jeg lige være her. For jeg vil gerne lige fortælle to historier, som viser noget om hvilket samfund vi lever i. Bl.a. en historie om, hvilken empati vores kære medborgere ligger inde med, og en historie om hvilken empati politiet agerere efter.

For et par uger siden, cyklede jeg, som forholdvis vanligt, på arbejde. På vejen så jeg, modsat af hvad jeg cyklede, en mand ligge livløst. Det er jo skidt, i mange henseender. Men jeg så en mand stå på den anden side af vejen, da det her foregik i noget der ligner er T-kryds, vente på grønt, for så at gå over vejen, og jeg antog han vil tilse den mand der lagde livløst. Det ville han ikke. Han gik forbi ham. Akkurat ligesom så mange andre gjorde. De mennesker vil jeg gerne kalde møgdyr, som er med til at tegne empati manglen i vores samfund. Folk gik bare videre, og lod en mand ligge livløst. Det havde jeg det svært med, og stoppede op, og gik over vejen, for at tilse ham.
Han var VÆK!!
Jeg kunne ikke komme i kontankt med ham, og han lagde og krampede i det. Vejret var ganske koldt, og jeg var noget bekymret for hans tilstand. Da jeg stod og prøvede at komme i kontakt med ham, så kom der to teenagere over, og fortalte, at de havde set ham drikke en flaske whisky, og at han så var faldet meget voldsomt omkring. De troede han muligivs havde slået hovedet.
Jeg kunne ikke vække ham og da han lagde og krampede, så tænkte jeg, at det nok var en god ide at ringe 112.

"Det er alarmcentralen"
"ja, god dag, mit navn er Del Pede, og jeg står her med en mand, som jeg ikke kan få liv i. Han er væk, ligger og kramper, og jeg kan ikke få kontakt med ham. Han er faldet og har sandsynligvis slået hovedet. Der er to der har set ham drikke en falske whisky, og så falde tungt"
"Okay?!"
"Så... jeg kan ikke rigtigt få kontakt til ham, og han kramper...."
"Vi kører ikke ud til fulde mennesker"
"...."
"....."
"Men jeg tror han har slået hovedet, og han kramper"
"Vi kører ikke ud til fulde mennesker. Jeg kan lige stille dig om til politigården"
".....*wtf*"

og så ventede jeg på at blive stillet om. Jeg ventede i en pæn rum tid, indtil en betjent hev røret op til sit øre, og brokkede sig over at et eller andet ikke virkede

"Hallo"
"Er det politiet jeg snakker med?"
"Det er det i høj grad"
"Lækkert"
"...."
"Jeg står med en mand, som ligger og jeg kan ikke komme i kontakt med ham, og han kramper. Nogen har set ham drikke en flaske whisky, og så falde. De tror han sandsynligvis har slået hovedet"
"okay"
"Ja, jeg tror ikke han har det så godt"
"Hvor står du?"
"Nede omkring JFK, på siden af arkaden omkring Jobcentrum"
"ah okay... det kan være det er ham nogen andre har set"
"okay?!"

Omkring på det her tidspunkt, kommer manden sådan lidt til sig selv, og sætter sig op. Han snakker usammenhængende, og kan ikke rejse sig. Han kramper stadigvæk lidt i det.

"Er det ham der snakker?"
"Ja, men han ved ikke hvor han er, og ved ikke hvem vi er"
"okay.... ved du hvad. Du cykler bare videre. Har vi en vogn ledig, så kan det være vi kører forbi"
"......farvel"

Det her er 200 meter væk fra politigården i Aalborg. Man vil ikke sende en ambulance, selvom det drejer sig at de skal køre 500 meter. De tog MIN vurdering for gode vare. Jeg kunne jo have tage fejl. Vi ved jo ikke med sikkerhed, om det var pga alkohol han var faldet omkring. Vi ved ikke om det var pga alkohol, at jeg ikke kunne komme i kontakt med ham. Manden havde højst sandsynligt slået hovedet. Men ambulancen vil ikke komme. Det mest forargende ved det er, at fulde mennesker kan for helvede også være i livsfare.

Politiet gad hellere ikke køre forbi. Jeg kunne ikke få mig til at bare køre. Jeg blev stående i 20 minutter og så på at han vred sig, og vaklede rundt. Der kom et par stykker inde fra centeret og hjalp mig. De fik ham op og stå, og han kunne ikke stå på egen hånd. Jeg kunne ikke køre fra en mand, som var faldet, og muligvis havde slået hovedet, som lagde og krampede, udendøres en dag hvor temperaturen ikke kom over 8 grader.

Men politiet kom. Det tog dem fucking foragende 20 minutter at køre de 2-300 meter det drejer sig om. Jeg så dem komme og så kørte jeg.

Det sætter det lidt i relief, at de her fucking betjente tegner et rosenrødt billede af verdenen, så snart der er kameraer på. Med det samme kameraet slukker, så er de deres vanlige jeg.

Dagen efter, var jeg vidne til et trafikuheld i en af Aalborgs travleste kryds. To biler kører ind i hinanden, og den ene holder i krydset og kan ikke starte. Jeg kan se folk ringer. Jeg antager folk ringer til politiet. Jeg sidder og kigger på det hele i omkring en halv time, og ser aldrig politiet komme.

Det her samfund er på vej af helvede til. Der er ingen empati. Folk er pisse ligeglade. Det værste er, at politiet skal ikke forvente at vi ændre os, for når vi henvender os, så bliver vi pisset på med arrogance og ligegyldighed. Brokker man sig over det, så kan man ende med at få bøder og/eller tæv.

Jeg hader de fucking programmer med de betjente der tegner et billede af dem selv som superhelte. Det er ulideligt. Det mest bedrøvende er, at de med til at tegne niveauet i landet. Bliver man mødt af en stenhårdmur, når man forsøger sig med lidt empati og bekymring, så gider man jo ikke blive ved.

Under en standard surfning af Facebook, som jeg er ved at få et rigtigt usundt afhængighedsforhold til, lagde jeg mærke til en kammerats status opdatering.

Har kun et liv! Hvorfor så ikke få det bedste ud af det? Det er tilfældigt hvor man er og hvad man har, men man vælger selv hvad man vil have og hvor man vil være. LEV SOM DU ØNSKER DET!

I mine øjne er det en floskel. Jeg ved det er velment, og jeg ved det er taget ud af et sammenhæng, og jeg er godt klar over, at det på ingen måder er retfærdigt over for en af Danmarks flinkeste mænd. Men det fik mig til at tænke. For er det hele virkeligt bare så ligetil?

Jeg syntes vi har en SLEM tendens til at negligere livets prøvelser. Den slags tekst, er noget som jeg har det svært med. At vi skal leve livet, at livet er en dans på roser. Det er det ikke. Vi kan ikke bare leve livet som vi vil det. Der er ting der skal gøres for at det kan fungere. Vi er en del af en helhed, og der medfølger nogle sure prøvelser.

Personligt er jeg blevet prøvet meget af de sidste par år. Især med skader. Det har været hårdt, og er det stadig. Det er ulideligt, at give afkald på en masse af de ting man elsker at gøre og deltage i. For mig hjælper det ikke at sugarcoate det på nogen måder, at lulle mig selv ind i den overbevisning, at livet kan blive det jeg vil have det til, og at det er skønt.

For det er det ikke, og livet bliver ikke bare det jeg vil have!

Mennesker er kategorisk dovne. Vi gider ikke rigtigt. Der er mange der gør påtrods, men alligevel, så springer vi over hvor gærdet er lavest. Derfor finder jeg den tekst en upassende floskel. For jeg er doven. Jeg springer over hvor gærdet er lavest. Jeg laver kun de ting jeg vil. De ting jeg har lyst til. Det er forkert.

For nogle måneder siden havde vi en lang debat om det på knuckledown.dk, i forbindelse med en Mike Mahler artikel.

Det nytter ikke at male et rosenrødt billede, og bilde sig ind, at man kan gøre hvad man vil. Især ikke hvis man gerne vil være god til det man gør.

Der skal surt arbejde til. Der er arbejde der skal laves hver dag. F.eks. så ved jeg, at hvis jeg skal igang med at træne seriøst igen, så skal jeg have fikset mine fødder, så jeg slipper for smerten i mine ben og lænd. Jeg skal også have noget mere smidighed, for at kunne blive bedre til de ting jeg gerne vil.
Men hvis jeg skulle vælge mellem at lave snatches, og ligge i et 40 sek lang koldstræk, så vandt snatches hver gang. Men det er også stagnering. At kun gøre de sjove ting, er ikke vejen frem. Det samme som med MMA. Er man stærkest i det stående aspekt, og har tunge hænder, så skal man bruge meget tid på at lære brydning og gulvkamp, for at have evnerne til at holde kampen der hvor man selv er stærkest. Livet er surt arbejde, for at man momentvis kan nyde frugten af det sure arbejde. Det er så tilgengæld de bedste stunder, og det er dem, der gør livet værd at leve.

Så skal man summe det hele op, så må det være, at den tungeste vej KAN være den sødeste. Drop de pæredanske floskler om livets fortringligheder, og lad være med at negligere hårdt arbejde. Jeg gør det, og det bringer mig ingensteder

For noget der ligner et halvandet år siden, fik jeg en HTC Touch Diamond som job telefon. Før det havde jeg en HTC S730. Touch Diamond var noget andet kvalitet, without a doubt. HTC Touch Diamond var bling certified, og den var fed at lege med. Masser af "ooooooo", "Aaaaaaaah" og "Uuuuuuuuuh", når man lige slidede hen over den trykfølsomme skærm, for at se lige bekræftige, at det faktisk regnede uden for.
Kalenderen er fed. Mail fungerede godt, indtil det hjernedøde Windows Mobile 6.1 ødelagde SMTP funktionen. Det fik man fikset, og en flashing, gjorde den endnu federe. Mail, kalender, redigering af dokumenter, notefunktion og bling. Det holdte

Men - og der er sgu altid et men - synkronisering.

Uanset hvilken platform man kører telefonen op af, windows, mac os x, linux, så virker det ikke ordentligt. ActiveSync er noget forfærdeligt juks på windows. Du kan sync til EN slags kalender, og det er det. I Linux kan du lave en masse krumspring med SyncE. Det virker bare hellere ikke særligt godt, og er så omstændigt, at det slet ikke er det værd. Ingen tvivl om, at man bevæger sig den rigtige vej, men det går for langsomt, og man kan hellere ikke klandre et projekt for, at skyde sig bagvendt ind på en hemmeligholdt API.

Men hvorfor fanden skal det være så svært at lave en telefon, som har en basal funktion, hvor man kan sync med en iCal fil efter eget ønske på en server efter eget ønske. Android er en helt fantastisk ide, og man kan få nogle fine telefoner. Men det hele er så google fikseret, at jeg ikke ser den store forskel på at købe en Google Android telefon, kontra en Windows Mobile. Min frihed er ikke anderledes på nogen som helst måde. Om jeg syncer op af en Google service eller en dyrt indkøbt Exchange server, giver ikke mig nogen anderledes form for kontrol.

Det er muligt, jeg ikke er helt inde i emnet, men jeg søger en telefon med imap og mulighed for at sync op af en fucking iCal fil. How hard can it be!!!!