Hej Joan
Jeg er en mand på 40 år. Er fraskilt i et år nu. Jeg har så fundet kvinden i mit liv, som bare bor ca. 2 timer fra mig. Mit problem er, at jeg fandt et job tæt på hende og fik den fikset, så jeg stadig kan køre herhjem hver tirsdag og have mine unger det døgn, som jeg plejer.
Dvs. jeg opgiver ikke min lejlighed og vil også være her i weekenderne. Det var egentlig noget, vi begge aftalte, således vi kunne øve os i at bo sammen de resterende hverdage.
Pludselig fik hun dog lidt kolde fødder. Følte det var et for stort skridt for tidligt, hvor det i mit hoved ikke er stort set anderledes end nu, hvor vi ses i weekenderne. Hun forsikrer mig om, at det ikke er, fordi hun har fravalgt mig, blot at det gik for hurtigt. Det kan jeg godt følge i mit hoved, men jeg har stadig følelsen i maven, som om jeg er blevet delvist frasorteret. Bør jeg være nervøs?
Kæresten
Kære kæreste
Når vi er forelskede, har vi et stort behov for at være flettet sammen de fleste af døgnets timer. Vi taler om, hvor meget vi vil med hinanden, og hvordan vores fælles fremtid skal se ud.
Men forelskelsen er en rigtig snyder, for ligesom vi opsiger vores gode lejemål og slår pjalterne sammen, forsvinder halvdelen af endorfinerne, og så synes vi pludseligt, at hele vores liv er røget en smule ud af proportioner, og hvor blev vores gode venner og hobbier egentlig af?
Dette er en naturlig overgang fra forelskelse til parforhold, og det er ikke unormalt, at et par går fra hinanden efter nogle måneder, for derefter at mødes igen efter en uge eller tre.
Denne gang ved de, hvad de går ind til, og det er lysten til at gå dybere, og at lære at elske dette nye menneske, som er motivationen. I dit tilfælde er du og din kæreste kommet til det punkt, hvor endorfinerne er på retur.
Spørgsmålet er, om forelskelsen var indbildt, eller om der er ægte sympati imellem jer. Det kan I finde ud af ved at tage en pause, hvor I ikke ser hinanden i fx. en uge. Hvis I begge to savner hinanden meget, så er der god grund til at fortsætte. Hvis den ene af jer har det fint og nyder fraværet, så er det nok det rigtige at trække sig.
Mange klem fra Joan
Aaaaaaah! Her har vi noget håndgribeligt. Her er der ikke to parter der gør dit og dat, men en helt konkret situation vi kan tage og føle på. Og bedre endnu... en typisk kvindelig skyggeside.
Det er nemlig det spøjse med kvinder. Når vi mænd er klar til at slå rede, så bliver kvinderne lige angst nok for, om der nu ikke var noget mere de kunne få, eller om der var noget der kunne risikere at gå glip af.
For som tøsebørnene siger, "der kommer altid et udsalg mere, men det er jo med en anden sæson".
Det er meget typisk, at kvinder får kolde fødder, når det de higer efter er klappet og klar. Når alt falder i hak, så kunne det jo godt være, at der var en forbryderisk græsk adonis der sad på bodegaen rundt om hjørnet, hvis elskovsgevir lige akkurat sukkede efter hendes saltstenshule. Så uanset hvor fedladen og bistandramt denne øgle er, så skal hun nok få sig indbildt, at der noget bedre for hende, selvom hun lige akkurat har levet som blommen i et æg. Hun bliver bange for, at satse alle sine øre på vingummi, når hun nu også godt kan lide lidt saltlakrids... hvis i forstår sådan en!
Joans råd er som sådan tildels okay, bortset fra at du HELT skal droppe den kugleramme. Afsted. Lad hende sidde og hyle til Dr. Phil for sig selv, og så kan det jo være saltadonisen ikke er dukket op af sig selv. Så kommer hun i tanke om, at det var da egentlig helt ok med den gamle pikkemand.
Regel nummer et er, når du tror du ved hvor din øgle er, så stiller hun sig et andet sted. Tag hende ALDRIG for givet. Uha uha.
XML Feeds
Permalink
