Jeg elsker at sidde omkring køkkenbordet med mine kollegaer, og drikke kaffe, spise kage og ellers bare få sin mad. Det er så hyggeligt. Især fordi de alle er samlet, og jeg kan komme med diskriminerende, fordømmende og hånlige kommentare. Det er skønt.

F.eks. et lille indblik fra en samtale idag. Dialog i kursiv er fra undertegnet.

"Så i det med det vikingeskib de sejlede til Irland igår"
"Nej, min mand skulle se fodbold"
"Nu var det der jo godt nok ikke på sammetid, vel I***"
"Du er blevet snydt af din mand"
"Nå!!" *fornærmet*
"Det har vist været noget af en hård tur over vandet"
"Ja, de havde været i redningsdragte på et tidspunkt"
"Ja, og de kunne jo ikke rigtigt komme i læ nogensteder"
"Siger du, at de ikke har sådan nogle læ sejle på åbenhav?"
Efter lidt stilhed....

"Hvad gør man, hvis man skal på toilet?"
"De har sådan nogle ting, så man kan sidde ud over kanten"
"Jamen, hvad så hvis man har menustration?"
"Det han man ikke"
"Der var jo ikke kvindelig vikinger i sin tid, vel!"
"Ja, det sætter jo lidt ligestilling i relief, ikke!"
"Båtnakke"

Hvor hyggeligt

Kære Joan
Jeg er en fyr på 31, som har en dejlig kæreste. Vi har været sammen i et år og bor et stykke fra hinanden. Hun arbejder hver anden weekend, hvilket betyder at vi kun kan ses hver anden weekend, eller når vi har ferie. Vi er meget glade for hinanden og har snakket meget om at prøve at flytte sammen.

Problemerne kommer, når vi ikke er sammen. Hun bliver tit sur på mig, ofte helt uden grund. Hun bliver sur på mig 3 til 4 gange om ugen, og det kan være noget så basalt som min sengetid, eller om jeg må besøge familie og venner, og hvad tid hun mener, jeg skal være hjemme.

Når hun bliver vred, kan hun slet ikke styre sig, og jeg får en overhaling af 1. grad. De ting, hun kan finde på at sige, er ting, som man normalt kun vil sige til sine værste fjender.

Jeg vil ikke finde mig i sådan en behandling fra et andet menneske og mener, at det er helt hen i hegnet, at det er min kæreste, der behandler mig sådan. Vi har haft nogle meget store skænderier omkring det, hvor jeg gør hende opmærksom på, at jeg ikke er hendes hund osv. Hun har lovet mig, at det ikke sker igen, men hun ved ikke, hvad vi skal gøre, og det gør jeg heller ikke.

Jeg er virkelig glad for hende og ønsker at løse dette, men hun har altså nået min grænse og langt overskredet den.

Hvad kan jeg gøre, Joan?

Kærlig hilsen Hunden

Kære Hund
Det, din kæreste gør, er, at hun projekterer sin egen utilfredshed over på dig. Det betyder, at når hun er utilfreds med sig selv, sine præstationer, sin krop, sin manglende disciplin og sit dårlige humør, så prøver hun at ændre dig, i stedet for at gribe i egen barm.

Din kæreste vil gerne have, at du gennemskuer dette, så du har magten til at få det stoppet, inden det begynder. Næste gang hun brokker sig, lader du være med at forsvare dig og forklare dig, men siger med det samme, at du ved, at det i virkeligheden ikke handler om dig, men om hende selv.

Gå straks i gang med at stille 10-15 spørgsmål, der handler om hende. 'Hvad har gået dig på i dag?' (Først gider hun nok ikke at svare og bliver mobset, men du fortsætter). 'Hvad er du utilfreds over med dig selv i dag? Hvordan synes du, at du 'burde' have været? Hvad har gået godt i dag? Hvad længes du efter? Osv.

Når du stiller spørgsmål og får hende tilbage på sin egen boldbane, så giver du hende det, hun i virkeligheden har brug for: Opmærksomhed og omsorg. Din kæreste har store krav til sig selv, og hver gang hun ikke lever op til sine egne krav, laver hun ballade. Men stiller du hende spørgsmål, vil hun selv komme frem til, hvorfor hun er så vred, og hvad hun skal gøre ved det. Du skal ikke prøve at fixe noget, bare lytte og spørge. Jeg ønsker dig held og lykke med opgaven.

Mange klem fra Joan

Jeg læste den her for noget tid siden, og har grublet meget over den. Jeg var helt målløs over, at for det første vil hanreje hunden stå alt det her pis igennem. Han siger jo godt nok, at han ikke vil finde sig i det, men alligevel gør han det. Han lader hende jo skælde ham ud gang på gang, og godt nok skændtes de over det, men alligevel er de sammen. Det er jo tydeligt, at hun i ikke har tænkt sig, at ændre sig, for så havde hun jo gjort det.

Hvis jeg var hunden (oh Gud Frost, Hunden.... for satan), så havde jeg bedt hende klappe i, lagt på, og slukket min telefon. Det pis må hun tage et andet sted hen. Jeg har prøvet tilsvarende med en kæreste, som jeg ellers skulle kæmpe for at få kontakt med. En dag havde jeg ikke set hende, et sted hvor vi begge var. Hun havde så set mig, fandt jeg ud af, men hun kom ikke over og hilste. En timer efter, fik jeg beskeden
"Sure mand, hvorfor?"
senere
"?"
Og så begyndte hun at ringe. Helt fra den.
Jeg gjorde selvfølgelig som alle andre ærbare mænd, vil gøre i den situation, og malkede den totalt, og sked på hendes henvendelser. Hun flejnede fuldstændigt, og tilsidst kunne jeg sætte trumf på, og spørge indtil hvorfor hun ikke var kommet og hilst på mig, da HUN havde set MIG, og ikke omvendt.
Del Pede 1 - Hysteriske Apperat 0

Kvinder skyer fornuft. Indse det.

Men nok om mine anekdoter og hundens manglende nosser.

Det råd Joan giver ham, er godt nok rådet der leder DURCH i helvede.
Næste gang hun brokker sig, lader du være med at forsvare dig og forklare dig, men siger med det samme, at du ved, at det i virkeligheden ikke handler om dig, men om hende selv.

Ja hej hej.
Flot. Prøv du at sige til en glubsk bjørn, at dens mordtrang altså ikke handler om sult, men problemer med dens selvværd.
Det er da lige nøjagtigt at hælde benzin på bålet, at sige til den rasende øgle, at det så sandelig ikke handler om, at hun syntes man får for lidt nattesøvn, men at det drejer sig om, at hun sur på en kollega, som tog det sidste stykke kringle. Drej for helvede aldrig et skænderi over på en kvindes mangler. Det er et selvmål af rungende karat. Ja, man kan nikke på hovedet, når hun brokker sig over sine kollegaer, men du skal sateme ALDRIG nogensinde sige, når en kvinde skælder dig huden fuld:
"Pusser, vi ved jo begge, det her ikke handler om mig, men om dig, ikke!"

Se nedestående billede for resultatet af såden en kommentar

Skælder kvinden dig ud, er der kun to ting at gøre. Skæld hende endnu mere ud, indtil hun finder hendes plads, så du kan få dig noget ro. Hvis det ikke lykkedes, find en anden øgle.

Iøvrigt fatter jeg ikke, hvordan helvede man kan finde på, at spørge en kvinde, som har indrømmet, at hun kun har magtet at være tro i et forhold i hele hendes liv, til råds om parforhold.
Når man læser den artikel, så sættes mange af Joans råd og svar i alvorligt relief.

Der vist ingen grund til at sige så meget spøjst om det her, da artiklen i sin egen seriøsitet er underholdende nok
Læs den her på politiken.dk

Det er altid sjovt at drille nordmændende, for de kan slet ikke have det. I alt deres venlighed og søde overflade, så er de nogle ærgerige "nationale" sataner, som bliver modbydelige, hvis man skulle komme til at sige noget forkert om det land de mener er det mest fantastiske nogen sinde lavet.

Nordmænd taler pænt om Danmark, altså i det omfang at det selvfølgelig ikke er ligeså godt som Norge. Vi danskere har svært ved at se det fantastiske i Norge, ud over det kan være meget underholdende stå på ski hos dem. Men nu når alt andet er så afsindigt dyrt, så går fornøjelsen jo lidt af det. Men nordmændendes omgængelighed og høflighed beskæmmes af den arrogance, som deres landekærlighed afføder. Det er ulideligt. De kan blive så satans overbevist om, at de er så meget bedre, og hele deres opførsel bære præg af en skrækkelig påtaget overbærenhed.

Nu tænker folk nok, "Nej da, sådan er nordmænd ikke. De er da søde, rare og høflige".
Nuvel ja, men også hovmodige og arrogante. Jeg har familie i den satans land, og har tilbragt alt for meget tid der oppe.

Bl.a. kan det nævnes, at min far har lavet et stykke arbejde på Røv Mølle, og jeg syntes det var uhyrligt morsomt at have min souvenir kasket på i skole, omend min dansklære blev noget edderspændt over, at jeg havde en hat på, hvor der stod Røv. Uanset hvor meget jeg plæderede for de geografiske spidsfindigheder, så havde jeg den kun på i skole engang, og en ekstra tom side i min kontakt bog.

Jeg støtter Politiken i denne ordkrig, da den igen bare viser, at Nordmænd ikke bare kan trække på skuldrene af den slags