[FACEBOOK] The social disconnect.

Jeg har altid været optaget af chat- og sociale netværke. Altid søgt det optimale, og hoppet fra instant messaging netværk til det andet. ICQ, AIM, MSN, Skype, Japper, IRC, Google Talk og et hav af andre obskure de fleste ike har hørt om.
Jeg røg ret hurtigt med på Facebook, at det medie begyndte at tage til i Danmark. Det er vel noget der ligner en 8 år siden. Det har været lidt sjovt at følge med i hvordan Facebook ændrede natur. Hvordan det var trial & error med mange af deres funktioner og tjenester.

Facebook voksede til at blive en stor del af mit liv. Jeg brugte det rigtigt meget, for for første gang i mit liv, havde jeg nu stort set hele min venneflade på et netværk, og med tiden, og min familie. Jeg brugte det meget til at skrive om de ting jeg gik op i. Fodbold, MMA, IT og politik. Især IT poilitik var ting jeg skrev meget om.

Når det kommer til at surfe på nettet, så har jeg noget der ligner et mæ’nster af tvangshandlinger. Der er et håndfuld sites, som jeg engang i timen browser ind omkring og lige tjekker super overfladisk, for at se om der er sket noget nyt. Facebook var en af dem. Mit brug af Facebook var en tvangshandling til sidst. Det fyldte for meget. O

En af de andre ting jeg oplevede med Facebooks udvikling igennem årenene, var at folk i højere grad ikke havde interesse i at interagere med andre fok, men at de mest var interesseret i at poste omkring dem selv, og ikke havde interesse i at deabtere de emner de postede, eller deres venner postede. Det blev meget ensidigt, og det ser jeg som en stor synd. Utroligt trist, at man ikke brugte netværket til at udvide sin egen horisont mere. Men Facebook har også vist sig, ikke at være mediet til det.
Værst af alt er dog, at folk på Facebook taler til venner og bekendte på en måde, de ikke vil gøre, skulle de møde dem ansigt til ansigt. Tonen var/er grov og uanstændig.

Så da der blev udskrecet folketingsvalg i Danmark tog jeg et valg, der hed Facebook exit. Jeg holdet op med at tjekke Facebook. Et fordi jeg ikke gad at se på de helt igennem trivielle politiske emner folk diskutere. Indvandre og trækprocent. Der er så mange andre ting der er vigtigere at holde for øje, men det er bare ikke emner der ret tit for taletid.

Så kombineret med at Facebook tracker ens gøren og lade over alt på nettet via tracking cookies, og den app du har installeret på din telefon, så blev beslutningen nem. Jeg vil bryde mit tvangsmønster, og bryde med et netværk, der gjorde mig mere frustreret end glad. Så jeg har brudt med den norm, der har gjort Facebook til first point of entry, til folks sociale liv. Der kommer til at være mange mangler ved ikke at være på Facebook. Mange ting man ikke får at se, fordi folk automatisk antager, at folk er på push notifikation på Facebook. At det er nok bare at poste det der, og så ved alle det.

Men no more. Jeg har deaktiveret min Facebook profil, og mit telefon nummer er nu den bedste vej, at få fat i mig på, derefter twitter, og så email (helst ikke email). Plussiden er nu, at når jeg igen engagere mig, så er der stor mulighed for, at det er med ligesindet. Ikke så bredt et spektrum som Facebook er.

The Interview and questions no one wants answered

So Sony finally gave premier to “The Interview”. The movie that was so surrounded with controversy, that the movie itself is beyond secondary. It all started with, yet another, hack of Sony. They had their infrastructur taken hostage, before it apparently self destroyed. They reportedly lost around 100 terabytes of data. Among that data was a DVD version of Fury, the movie with Brad Pitt, some screenplayes, shit ton of “for your eyes only mails” and some very very sensitive personal information on employees.

It all ended with the threat of terror, if The Interviews was launched on it’s planned premier day. From there on everything seemed to go batshit crazy. And who is surprised really.
Things pointed towards North Korea, and since The Interviews is about assassinating Kim Jung Un, well…. Ocham Razor = case closed.

Now, I’m not denying, that there are things pointing in their direction, but please read Bruce Schneiers thougthts on this or Marc Rogers blog post on the Sony Attack.

Basically all the evidence looks way to convenient. The Korean language in the code comments, aren’t of North Korean dialect. The code of the malware isn’t up to goverment sanctioned attack standard. It’s recycled malware code, which is what you typically see from rouge hacker groups, and not from goverment hacker groups. Like with Stuxnet and Regin.

But there is another aspect, and that is, that once again Sony have been reckless with security and data. They leaked 100TB data with out noticing it. Sony knew their network weren’t secure enough (Gizmodo link with another take on it). Their CEO had his secretary email him his password on numerous occasions. Sony lost a lot of sensitive employer information, like salaries, social security numbers and criminal records. Data they didn’t secure properly.
Basically once again Sony proved, they’re not good enough.

But shit got way out of hand, when there suddenly was a terrorist threat, that if movie theaters showed The Interview, there would be 9/11 like terror attacks, and then the world lost it’s shit. TERRORISTS.

So now it was a case of not having a terrorist nation pressure anyone into censorship. This was a case of freedom of speech now. Democrasy. Eagles. It was suddenly damn near an act of war.
And Sony kept quit, because this helped them. They are in for a shit ton of lawsuits, from people who been backtalked in mails from managers to managers. People who lost their personal information, that Sony might not have been supposed to have in the first place. Nobody said, wtf Sony. This again. This is the fourth hack in five fucking years. Nobody second guessed the legality in Sony DDoSing torrent trackers.

So many are now, blindly, praising Sony for standing up to North Korea and releasing The Interview online. Google, that helped host the stream, said the did it, because they’re all about information accessibility

Interesting only accessible to the extent, where Sony can make a fortune still, since the launch was regionally locked to the US. “Accessibility”

So where are the fingers pointed at Sony? That Sony once again are doing illegal shit, to help themselves. That they’re still beyond lax with data security. That there are enough reasons to be pissed at Sony. That they have gotten enough enemies in the hacker community because for their arrogance. People are dismissing evidence, and are simply not asking the right questions. Scepticism have been thrown overboard, because of that one word – terror.

And the threat about terror only came long after the start of the hack. It was never mentioned in the start.

I really wish people would be a bit more sceptical, and not just jump to conclussions.

Life update 2014

Jeg er fem måender inde i det nye job, og cirka halvandet år inde i en ny karriere sti. Det har været vanvittigt intenst. Jeg forlod et rolig og trygt job, i en lille sandkasse, i den tredje sektor. Det var for mig, en stor gambling. At forlade det, for at komme ud i en verden, hvor der skal præsteres. En verden hvor tingene gik meget hurtigt, og alt var meget omskifteligt. Så omskifteligt, at grundet nedskæringer, så fik jeg en fyreseddel efter 8 måneder. Lige nøjagtigt der, var jeg tæt på at fortryde min satsning.

Men fyresedlen blev ophævet, og et nyt eventyr ventede… indtil en måned efter, hvor jeg så blev opsagt igen. Der havde jeg så været i det nye job i et år, og sat på gaden. Men fra første til anden fyreseddel, skete der meget. Jeg så der var et jobmarkede, og der var brug for det jeg kunne. Det føltes godt.

Så jeg nåede aldrig at gå ledig. Fjorten dage efter min anden opsigelse, startede jeg i nyt job. Det er der jeg er nu på 5 månede, og det er fucking awesome. Det er en stilling der er så godt som skræddersyet til mig, i henhold til de ting jeg gerne vil arbejde med. Jeg arbejder sammen med en masse super fede mennesker, og folk som er ekstremt kompetente.

Arbejde er kommet til at fylde ekstremt meget i mit liv, og det er, for nu, ganske okay. Men at forlade trygge ramme, og springe ind i en ny verden, har påvirket mig meget.
Jeg har fanget mig selv i, adskillinge gange, at spekulere meget over hvad jeg har foretaget mig tidligere i livet. Jeg fortryder i den gang, at jeg har stået sådan i stampe. Det hele blev lidt for trygt. Det hele kan blive lidt emotionelt. Man kan boble lige rigeligt af følelser. Skulle jeg dog ende med, at blive lige rigeligt rørstrømsk, så er der givetvis en af mine nye kollegaer, som kan rette op på det, med en malplaceret penis joke.

Så det tog mig rigtigt mange år at finde ud af, at hvis man ikke følger tempoet livet sætter, og tager chancer, så bliver trygheden noget af det mest usikre i ens liv. Det er et paradoks et eller andet sted, men ting må bare ikke blive for trygge. Det stopper udviklingen. Går den i stå, så sagter man bagud og folk/ting vokser fra en, og man bliver efterladt i sølet. Det skete for mig og har kostet mig lidt for meget.

Men ikke længere. Onwards and upwards.
Jeg er vild med mit fag, og jeg skal have lært en helvedes masse, for at blive kompetent nok.

At starte nyt job.

For en evighed siden skrev jeg om, at jeg startede et i et nyt job. Det gik ikke som jeg håbede, vi blev pludselig ramt af store nedskæringer. Ikke noget jeg havde set komme. Det havde igen faktisk. Men jeg vil aldrig have været den oplevelse foruden. Det gav mig mod på at prøve mere. Gav mig et større netværk. Det gav mig også en profil. Det var nogle fantastiske kollegaer, og en mulighed for at vokse fagligt. Men jeg blev fyret, som så mange andre. Over to omgange faktisk, men det er en historie til et anden gang.

Jeg nåede dog aldrig at gå ledig. 14 dage efter jeg fik min opsigelse, startede jeg i et nyt job. Nu ved et endnu større firma, som lige var blevet opkøbt af et gigantisk firma. Hele setuppet er næsten perfekt, og for en pessimist som mig, næsten for perfekt. Jeg skal arbejde videre med mange af de fantastiske nye teknologier vi var begyndt at arbejde med, ved min tidligere arbejdsplads. Saltstack og MongoDB. Deruodver skal jeg blive skarpere på scripting, bash, python og Powershell. Skal også til at begynde at arbejde med PHP igen. Jeg skal kommer til at arbejde mere med databaser, end tidligere. Det være sig Oracle, MS SQL, PostgreSQL og MongoDB. Det er jeg rigtigt glad for. Det hele er i en skøn blanding af fysiske og virtuelle servere. VMWare, KVM og AWs. Det er lidt Windows, og rigtigt meget Linux. Det er fantastisk.

Men at starte i nyt job, er altid hårdt. Ja, det siger jeg, som kun er på mit tredje job i 14 år, men dog det andet på halvandet. Der er rigtigt mange nye mennesker og ansigter. Mange nye navne. Mange nye temperamenter, humor, toner og føelser. Jeg er som oftest altid ret introvert, indtil jeg har fundet mig til rette. Så er jeg typisk lidt for udadvendt med et rimelig defekt tanke til tale filter. Men det tager dog lidt tid.
Man skal også bevise sit værd den første tid. Jeg er som sædvanligt blevet smidt i, i den dybe ende, men det er nok meget typisk for denne verden. Svøm eller drukne. Der er mange ting at lære, og blive bekendt med. Det er bare at smøre ærmerne op. Men man føler sig alligevel under en lup, selvom alle ved, at der er en omstilling. Jeg har for føste gang en decideret sysadmin kollegae. Det er fantastisk, men jeg tænker hver dag, hvornår han bliver træt af mine spørgsmål. Burde jeg ikke være dygtig nok til at stå på egne ben? Ja og nej. Selvom jeg ved, at jeg ikke bare med det samme får indsigt i deres setup, så er der altid den nagende stemme, “det burde du vide”.

At vandre rundt i en andens produktions miljø, er også en skræmmende ting. Hvad nu hvis man laver en lille fejl? Bang, pludselig er 74 kunders produkt nede. Hvad nu hvis man er lidt for agressiv med oprydningen af gamle backups? Hvad nu….. Sådan er det hele tiden. Jeg har arvet et setup fra en som havde arvet det fra en, som havde lavet det på den anden side af jorden. Når man nogensinde at blive tryg ved det?

Kort sagt – jeg er så glad for mit nye job. Jeg elsker, at kunne udvide min falighed. At min hobby og interesse, nu er mit erhverv. Det er fedt. Jeg elsker at lære om alle de her nye ting. Men i gud hvor er det hårdt at komme ind et nyt sted, hvor alle sidder trygt og har styr på deres.

Men sådan er IT verdenen.

Del Pede dot me.. what gives

Har besluttet mig for, at ligge Gainalicious i graven… sådan da. Domænet bibeholder jeg, så de gamle posts stadig kan findes. Så hvorfor? Simpelthen fordi jeg ikke længere er den “samme” Del Pede. Jeg er blevet ældre. Det bliver vi selvølgelig alle og det er som oftest ikke noget vi gør et stort nummer ud af. Hellere ikke jeg, men dog et sted, er der sket markante ændringer de sidste par år. Jeg er blevet mere karrieremenneske. Det havde jeg aldrig troet skulle ske, men jeg kan i den grad godt lide mit erhverv, så jeg er nu opsat på at blive bedre til det.

Samtidig blev jeg nok mest kendt for mine “brevkasse” skriverier, og det gør jeg ikke rigtigt i længere. Hvorfor? Dunno, energien er bare væk. En ret hæftig writers block, kan man kalde det. Jeg har bare ikke den opfindsomhed til at skrive den slags længere. Humoren er lidt væk. Det irritere mig, men måske den kommer igen.

Og det hele startede egentlig bare med, at denne blog skulle være en træningsjournal. Et sted hvor jeg kunne udveksle mine erfaringer med de folk jeg trænede med. Men alt gik galt. Så mange skader. Til sidst opgav jeg træningen – for nu. Jeg begynder at træne igen på et tidspunkt, men ikke ligel pt, og det bliver givetvis hellere ikke noget jeg kommer til at blogge meget om.

Men pt. har jeg nu også mest lyst til at skrive om mit erhverv. Skrive om politiken bag, samt det praktiske. Så min blog bliver en it blog, mere end noget andet. Endr jeg med at finde gløden til at skrive meget igen, så kan det være, at der kommer mere.

I dag afinstallerede jeg Facebooks App til Android

Kom hjem på mit eget wifi efter et kort julevisit ved familien, og lagde mærke til, at der var en ny opdatering til Facebook for Android, men at jeg skulle give den adgang til nye rettigheder. Der bed jeg pludseligt mærke til, at nu vil Facebook have adgang til at læse mine SMS og MMS’er. Det var ikke så meget det, at den vil have lov til at tænde mig wifi når den fandt det nødvendigt, men nu vil den til at rodde i min sms indbakke.

Facebook

Der siger jeg altså stop. Nu er grænsen nået. Jeg ved godt, at Facebook lever af, at forgribe sig på vores privatliv, og at når en service er gratis, så er det fordi brugerne er produktet. Det er alt sammen ting jeg er indeforestået med. Jeg ved selv hvilke informationer jeg giver Facebook (sådan da). Jeg bestemmer selv hvad jeg fylder ind af data i min profil, og jeg ved nok omkring Big Data til at vide, at det er den vej verdenen nu går.

I dag samler virksomheder oplysninger ind om os alle sammen. Det er blevet en sekundær industri for mange virksomheder, at samle data sammen, som de så kan bygge recommendations på. Apple er nok den virksomhed i verdenen, efter Google, der ved mest om mobil brugere. Det bliver brugt til at analysere hvordan vi bruger deres produkter, og hvordan de kan forbedre dem. Men det bliver også brugt til, at man kan sælge den data til tredjeparter. Fokusgruppe undersøgelser er vel noget nær a thing of the past, når man bare kan spørge Google om, hvad en specielt demografi foretrækker. Det handler ikke mere om kvaliteten af dataen, men mængden.

Så når vi når et punkt, hvor Facebook efterhånden vil data mine alt på min telefon, så siger jeg stop. Tredjeparts virksomheder, skal ikke tilkøbe sig adgang til mine sms’er. Nej. Så derfor afinstallerede jeg Facebook for Android, og har istedet installeret Klyph for Facebook. Den kræver slet ikke de samme rettigheder.

Generelt vil jeg nok begynde at overveje hvor meget længere jeg vil fortsætte med at give så meget af mig selv, til sociale medier, der operere på den måde.
Jeg ved godt, at når jeg sender en tweet, så bliver der lagre 30 andre informationer med det tweet. Men Twitter har dog alligevel færre felter, hvor jeg kan fylde informationer ind, om mig selv.

Men Big Data begynder altså at kræve, at vores politikere tager vores privatliv bare lidt alvorligt

Sweetpacks = cunts

Jeg har minimum 20 bruger, som skal have hjælp til deres computere. Det er bruger jeg har arvet, som alle har brug for at kunne arbejde hele tiden og over alt. Når jeg siger arvet, så er det fordi der følger en bruger kultur og (manglende) IT Politik med, der gør at de alle er administrator på deres maskiner.
Den slags leder sjældent til noget godt. Ikke et ondt ord om nogen af dem. Fantastisk kollegaer. De har bare ikke deres kompetencer i IT, og det er derfor jeg har det job jeg har.

Desværre er den slags brugere udsatte, og det er deres computere også.

I dag havde jeg en case, som irritere mig grænseløst. Det er svært at klandre brugere for noget, for det software vedkommende havde installeret er designet og bundlet til at forvirre. Kort sagt, endte vedkommende med et browserhijack. Hver side ny side blev startet op med noget der ligner Googles landing page en hel del, men det er ikke den. Her er tale om noget software, var ikke helt klar over hvilket, som var bundlet med noget af Sweetpacks pis software. Så alle start side blev henvist til mysearch.sweetpacks.com og så en tracking URL af en slags.

Jeg afinstallerede en Sweetpack updater service, fjernede search engine i Firefox og satte startsiden til at være google.dk. Påtrods af det, så var det stadig den hijack side man kom ind på, når startede en ny tab. Fucking irriterende, især fordi det æder min og brugerens tid. Jeg endte med at bruge ADWcleaner og den fandt overraskende mange ting. Ihvertfald har Sweetpacks (cunts), gjort deres for at sikre sig, at det ikke er så nemt at fjerne.

Den slags er malware. Det er lavet med ond hensigt. Ikke for at ødelægge, men for at hijacke din trafik, og redirect den, og vise dig flere reklamer, der opfordre dig til at hente endnu mere malware.

Der var om nogen der burde fjernes fra internettet, men Trine Bramsen (raketforsker), vil hellere bruger kræfterne på at få vores internet til at ligne det de har i Kina og Iran. Well done.

And Sweetpacks.com, if you cunts are vain enough to google yourself, then know there is a special place in hell for destructive people like you. I hope you burn

En rejse med MongoDB

Traditionelle SQL databaser, som MySQL, Postgresql og Microsoft SQL server, har fået en ny konkurrent. Skalerbarhed og Big Data får folk til at kigge efter alternativer. Folk løber tilsyneladende lidt for tit ind i problemer med at skaler deres SQL løsninger. Pludselig er deres applikationer vokset fra dem, og der skal skaleres op til mere data. Databaser kan blive så komplekse, at man hellere hakker noget spaghetti kode sammnen, for at løse problemet hurtigt
Derfor er NoSQL databaser noget der vokser og bliver mere populært.

Jeg har minimalt erfaring med Big Data og NoSQL. Big Data finder jeg uhyre fascinerende, og samtidig også skræmmende (men det er en anden post). Samtidig er jeg også et nysgerrigt menneske, når det kommer til IT. Jeg elsker at lege.

I mit nye job, er vi også løbet i nogle udfordringer med traditionelle SQL server. Derfor har vi valgt at bruger MongoDB til et projekt, hvor vi har meget udskiftelig data. Stort set bruger vi kun databasen som en container, indtil dataen ryger et andet sted.

Min umiddelbare oplevelse med MongoDB, er blandede. MongoDB er feature stærk, og har en ret simpel konfig. Vi fik sat en server hutigt op og fik den i brug på ingen tid, men vi skulle også bruge noget data sikkerhed. Traditionel backup virkede omsonst, da dataen i MongoDB max vil være der en uges tid, og så er den væk. Samtidig er det en mission critical service, som er afhængig af MongoDB.

Det vi så gjorde var, at lave vores stand alone MongoDB til Master / Slave. Det var ligetil. Der er master slave parameter i mongodb.conf.
Problemet her er dog, at vi ikke har noget fail over. Ryger master ned, så kunne vi ikke bare lige automatisk få en fail over.

Løsningen var dog ligetil. Et replica set. I sin apps connection string, kan man specificere flere servere, som kan bruges til fail over.
Kort fortalt består et replicaset, af en Primary, og så en flok secondaries. I vores setup har vi en primary og to secondaries. Vi har konstant real time backup af vores data, og skulle primary ryge ned, så vælger de to seconadies en ny primary, og vores app forbinder automatisk der til. Easy, ikke sandt?

Wrong.

Her er det hvor oplevelserne med MongoDB bliver EKSTREMT mudret. MongoDBs dokumentation er ekstremt mangefuld. Vi fandt et hav af guides til opsætning af replica set, og langt de fleste af dem var mangefulde. Det tog mig meget lang tid at få det til at fungere.

Men her kan jeg kort opsumere hvad vi gjorde for at få det til at fungere.
Vi installere vores primary MongoDB instans. I mongodb.conf sikre jeg mig, at auth = true, er udkommenteret.
Næste skridt er at forbinde til mongo


mongo
>
> use admin
switched to db admin
> db.addUser( { user : "admin", pwd : "kode", roles : "userAdminAnyDatabase" } )

Når det er gjort, kan du lave databaser som du lyster. Kommentere auth = true ind igen.

Næste skridt er at sætte secondaries op. Det er bare at installere dem. Her var det jeg oprindeligt løb i problemer, da jeg konfigurede dem med en administrator. Det er vigtigt, at de ikke har nogen locale database, når primary begynder at skubbe sin konfig ud.

For at Secondaries kan læse fra Primary, så skal de autoriseres. Der bruger vi keyFile. I en terminal skriv

openssl rand -base64 741

og kopiere det indhold i en fil (jeg bruger /srv/keyfile) og chown mongodb:mongodb på filen, og chmod 400. I mongodb.conf (på alle instanser) tilføjer du keyFile = /srv/keyfile
Dernæst, på alle instanser igen, tilføjer du replSet = mitreplset i mongodb.conf

Genstart alle instaner, så de starter op med keyfile og replset. Forbind til din primary, og initialiser replica settet

mongo > use admin
> db.auth('admin','kode')
> rs.initiate()

Dermed starter man sit replica set. Nu skal der tilføjes medlemmer. Det er EKSTREMT vigtigt, at de bliver tilføjet med DNS, og ikke IP.


> rs.add('secondary1.example.dk:27017')
> rs.add('secondary2.example.dk:27017')

Køb rs.status() på primary, og så vil du se, at dit replica set nu har tre members. Det burde du ihvertfald.

Det har taget mig virkeligt lang tid at få det her til at fungere ordentligt. Alt for meget dårlig dokumentation. MongoDB er spændende. Det virker som et ekstremt stærkt værktøj. Men det er ikke til alt. Vi har gang i nogle spændende projekter her, og det glæder jeg mig meget til at dykke mere ned i. Især ned i MongoDB.
Det starter

Et æble i panden

Jeg har i lang tid været anti Apple. Jeg vil simpelthen ikke købe deres produkter. I mine øjne, har Apple helt vendt ryggen til det, da gjorde dem store i sin tid. At de var progressive og åbne. At man med Apple kun interager med andre ting. De delte med andre. De var ikke bange for at dele deres opdagelser med andre. De tog fra andre, og de var stolte af det. Virkede det, så implementerede det. De var med til at skubbe innovationen.
Det har i den grad ændret sig. I dag har de et hermetisk lukket økosystem, og gør sig ikke specielt umage med at lege samen med andre. Det er lidt som at se Microsoft tilbage i de sene 90’er. Nu overfalder de dem, som DE mener, kopiere deres produkter. F.eks. hvis en bærbar er tynd, så mener de, at det er et angreb på deres varemærke. Tåbeligt.

Apple var et firma, som før prydede sig med, at de skamløst stjal andres ideer, og arbejde videre på dem. I dag er de et firma de skamløst sagsøger alt og alle, under påskud af, at de har efterlignet deres design. Sanheden er nok nærmere den, at de gør hvad de kan for at bibeholde deres voksende markedsandel.

Deres økosystem er meget lukket. Der er ikke meget kontrol overladt til brugeren længere. Man bliver fedtet godt ind i deres cloud.. men den vej går alle åbenbart nu. Min personlige mening er at de i højere grad også simplificere deres brugerflade, på bekostning af muligheder.

Men jeg må give Apple en ting. Deres Macbook Pro’s giver noget, som mange andre laptops ikke giver i samme grad. Muligheder.
Det er godt nok begrænset hvor mange bærbare, med tryk på bærbar, man kan finde, som tilbyder 16 gb ram, 512 gb ssd og en core i7 der kan brænde af på +3.2 ghz.
Det er altså gode specs, og så med et Retina display. Jeg må ærlig indrømme, at lige netop de specs, til en pris der er overraskende konkurrence dygtig i forhold til lignende produkter, er noget der gør, at jeg kraftigt overvejer om jeg skal købe mig en Macbook Pro.

Når jeg nu sidder som Sysdadmin, så er Windows ikke et specielt hensigtsmæssigt OS. Der mangler virkeligt nogle værktøjer, integreret i platformen, som gør dagligdagen lidt lettere for en system administrator. Jeg bruger uendligt meget whois, dig, nslookup og ping. Dig er især et vigtigt værktøj. SSH vil også være dejligt, at have liggende lige i systemet. Det har jeg ikke. Der skal jeg hele tiden downloade og installere tredjeparts programmer, og det er ikke ting jeg lige har i en bash

Jeg kunne godt tænke mig, at give OS X en chance, og prøve at have alle tre OS’er, som jeg er i daglig berøring med, lige ved hånde. Boot op i OS X, og køre Windows og Linux i parallels. At have alle tre operativ systemer lige ved hånden, vil være super. Det vil også være en arbejdsstation, som vil have en lang lang levetid.

Jeg er også kommet videre. Jeg har mine præferencer, men jeg er her også for at lære. At blive bedre. Det er på tide at give en af verdens størst voksende platforme en chance, og lære at bruge det, for det bliver en større og større del af mit arbejdsliv.

Men 21.000 kr er også en slags penge og det bliver svært at sluge den forretningsetik der følger med

14 måneder siden sidst… hvad så

Det er vel noget der ligner 14 måneder, siden jeg sidst skrev i min blog. Jeg har været brændt ud. Evnen til at skrive har været væk. Jeg har stadig været meget engageret i en masse emner, og har haft en helvedes masse kraftige holdninger til det. Men evnen til at fastholde tankerne og holdninger længe nok til, at jeg kunne få dem skrevet ned i en forståelig sammenhæng, har ikke rigtigt været til stede. Især mine populære “Brevkasse” posts, har været noget nær helt umuligt for mig. Det hele endte med at flyde ud mellem fingrene på mig, inden jeg kunne få det hakket ind i min blog, og få det gjort forståeligt.
Det har jeg bare ikke rigtigt kunne…. og så gik min blog lidt hen og døde.

Men hvad er der så egentligt sket. Jeg har fået nyt job. Efter 11 år i det samme job, er jeg taget et stort skridt op af karriere stigen. Det er bl.a. også en af grundende til, at jeg har været så fåmælt i de sidste måneder. Jeg er nu 4 måneder inde i mit nye job, og jeg elsker det. Jeg arbejder nu i høj grad mere med systemadministration. Større systemer og flere af dem. Det er både Linux og Windows. Administration af Windows servere, er ikke noget jeg har gjort meget i før.

Det hele var en mulighed der kom lidt ud af det blå. Jeg havde set deres opslag, men ikke spekuleret i at søge det. Snakkede med en ven omkring det, som arbejder der, og nævnte jeg havde set opslaget. Pludselig gik det stærkt. Han ringede til mig, og sagde jeg skulle sende et CV. Kunne så se, at deres HR Manager havde været inde og se min LinkedIN profil. Før jeg havde set mig om, havde jeg været til tre samtaler og en personlighedstest. I løbet af 5 dage gik jeg fra at været i et sikkert og trygt job, til at skulle fortælle min chefen, for det job, at jeg efter 11 år skulle videre. De tog det pænt, og var glade på mine vegne.

Men det hele gik hurtigt, og jeg har et par gange derefter, været bekymret for, om det gik for hurtigt – om jeg havde forhastet mig.
Men nej. Det var det rette valg. Og jeg har lært en ting. Hold din LinkedIN profil up to date, hvis du har en. Før du ved af det, kan det give afkast.

Så jeg i slutningen af Marts, skulle jeg til at gøre klar til at starte i ny stilling 1. maj. Det betød, at jeg fik mere travlt end nogensinde før, på mit gamle job.
Og derefter blev jeg smidt i den dybe ende på det nye job. Det har ædt så meget tid og energi. men det er det værd.

Jeg har ingen uddannelse. Jeg har en sproglig studentereksamen, som i skrivende stund, ikke er fem potter pis værd. Derfor var det et godt valg, at få et nyt job, der kan putte en masse konkret erfaring på CV’et

Og det er en af de ting der er sket over de sidte 14 måneder. Jeg er vokset. Blevet mere ansvarlig. I mit gamle job, kom alt i en pakke. Take it or leave it. Pludselig skulle jeg tage stilling til pension og investeringer. Men jeg har mere syn for fremtiden. Måske er jeg blevet lidt mere ambitiøs.
Jeg har fået en dejlig lyst, til at lære nye ting, og det gør jeg i stor stil lige nu.

Men det er bare endnu en epoke i mit liv, hvor jeg tager modstridende kvantespring. Fra at være selverklæret “liberalist” som stemte Venstre, men arbejde i det semioffentlige (den 3. sektor), til at stemme Enhedslisten og arbejde i det private erhversliv.
Modstridende? Helt sikkert. Men det kan sagtens fungere. Især med mine syn på IT Politik.
Det vigtigste er dog, at jeg nu har flere kollegaer. At jeg ikke længere er den eneste der sidder med IT. At jeg indgår i et team.

Men nu har jeg fået lysten til at blogge igen. Jeg har især lyst til at skrive om de ting jeg sådan til lære mig. De projekter jeg skal igang med. De problemer og løsninger jeg kommer i kontakt med.

Men jeg vil også begynde at blogge om livet igen. Om politik. Og måske jeg ender med at blive så bitter, at humoren blusser op igen.

Vi må se.
Og så har jeg skiftet min blog fra B2Evolution til WordPress